Nyhed, tilføjet 02. mar. 2022

Nyborg Kommune og FOA lander historisk stor aftale om løn til social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter

Nyborg Kommune og FOA Odense har netop indgået en historisk stor forhåndsaftale, der tildeler mere end 3 mio. kr. til området og det kan både ses og mærkes.

Nyborg Kommune og FOA har i samarbejde udarbejdet en fremtidssikret lønmodel, der afspejler udviklingen i det nære sundhedsvæsen, hvor flere ældre og kronisk syge skal have pleje og omsorg og kommunens medarbejdere skal klare stadig flere opgaver.

Lønmodellen understøtter, at fællesskabet løfter opgaverne og at alle fastansatte medarbejdere derfor skal have mulighed for både at udvikle deres kompetencer og få mere i lønningsposen.

Derudover er der givet mulighed for udbetaling af alle former for arbejdstidsbestemte særydelser efter en fleksibel model, hvor medarbejderen selv kan vælge om de ønsker udbetaling eller afspadsering. Dette forventes at tilføre yderligere 4 mio. kr. til området.

Fælletillidsrepræsentant for FOA Marlene Koldsø er stolt af den nye lønmodel, hvor SOSU-medarbejderne i Nyborg Kommune tilbydes en individuel kompetenceudviklingsplan med markante lønstigninger på hvert af kompetencestigens fire niveauer.

- Kompetencer, erfaring og løn skal gå hånd i hånd. Jeg er så glad for, at mine kollegaer med den nye lønmodel og forhåndsaftale, vil opleve markante lønstigninger på hvert af de fire trin på kompetencestigen. Det er en meget stor anerkendelse af den indsats og omsorg, de hver dag yder hos vores ældre og sårbare borgere.

Sektorformand Hans Jørgensen udtrykker stor anerkendelse i forhold til, at Nyborg Kommune er fremsynede og har set behovet for både, et godt arbejdsmiljø, kompetencer og mere i lønningsposen:

- Vi står over for store rekrutteringsudfordringer, så der er i den grad brug for gode incitamenter for både at kunne rekruttere og fastholde veluddannede medarbejdere - og ikke mindst motivere unge til at tage en SOSU-uddannelse. FOA kvitterer ligeledes for, at Nyborg kommune sætter fornyet fokus på arbejdsmiljøet sammen med en forbedret lønaftale. Det er et så væsentligt bidrag til og forudsætningen for at imødekomme fremtidens rekrutteringsudfordringer.

Det er ikke mange dage siden, at Nyborg Kommune lancerede en omfattende 10 millioner kroners handlingsplan med 20 indsatser for netop at imødekomme fremtidens rekrutteringsudfordringer på ældreområdet. Den netop indgåede forhåndsaftale med FOA er en del af udmøntningen af denne handlingsplan.

Direktør Anders M. Sørensen kan da heller ikke skjule sin begejstring for at Nyborg Kommune har haft mulighed for at give et hårdt presset ældreområde et historisk stort lønløft efter en fremtidssikret og fleksibel model:

- Der er stor politisk opmærksomhed på, at Nyborg Kommune er en attraktiv kommune at arbejde i. Der er derfor også stor opmærksomhed på at vise rettidig omhu i forhold til de kendte udfordringer med at rekruttere medarbejdere til ældreområdet – udfordringer som alle kommuner slås med.

Vi har i et par år arbejdet sammen med bl.a. FOA, Ældreudvalget, Seniorråd, ledere og medarbejdere om at søsætte flere initiativer for at imødekomme fremtidens rekrutteringsudfordringer. Med den nye forhåndsaftale løfter vi både medarbejdernes viden, færdigheder og løn. Det er jeg sikker på vil være med til både at fastholde vores dygtige og kompetente medarbejdere i job, men også tiltrække nye medarbejdere og ikke mindst unge til at tage en uddannelse inden for ældreområdet.

Den nye forhåndsaftale træder i kraft med tilbagevirkning fra 1. september 2021.

Kontaktpersoner

Direktør Anders M. Sørensen, e-mail: anso@nyborg.dk, tlf. 2171 0751.

FTR for FOA Marlene Koldsø, e-mail: mkr@nyborg.dk, tlf. 3062 7937.

Sektorformand FOA Hans Jørgensen, e-mail hanj025@FOA.dk, tlf. 2011 6097.