Nyhed, tilføjet 23. okt. 2024

Kommune og håndværkere vil give faguddannelserne medvind

Det går ud over fremtidens vækst, når der mangler håndværkerhænder – og derfor skal flere unge vælge erhvervsuddannelserne til. Det vil et nyt og unikt partnerskab mellem Nyborg Kommune og en gruppe lokale håndværkere gøre noget ved.

Flere firmaer i Nyborg har svært ved at få lærlinge nok, og der er dystre udsigter for erhvervslivet, når optaget på uddannelserne er rekordlavt og mange samtidig er på vej på pension.

Derfor er Nyborg Kommune og en række lokale håndværkere gået sammen i et nyt, forpligtende partnerskab. Her lover kommunen at gøre endnu mere for at tale uddannelserne op – til gengæld vil de lokale mestre tilbyde flere fritidsjob, byde sig til som mentorer og oprette ekstra lærepladser.

- Det er helt unikt, at lokale håndværkere på tværs af alle fag på den her måde træder til og går sammen med os om at løfte dagsordenen. Det er nødvendigt for os alle, at udviklingen vendes – og derfor vil vi med fælles indsats få flere unge til at forstå, at en titel som fx tømrer, smed eller maler åbner et stort arsenal af karriereveje. Det vil styrke erhvervslivet, der hermed virkelig tager teten lokalt, og dermed også kommunen. Derfor er det et partnerskab, vi er utrolig begejstrede for og stolte af, siger Stig Bøgh, der er chefkonsulent i Nyborg Kommunens erhvervskontor.

I alt 22 lokale håndværkermestre er en del af det nye partnerskab, der også involverer erhvervsuddannelserne, FGU og Nyborg Jobcenter. Netop derfor har tømrermester Keld Hermann fra Ørbæk også store forventninger til, hvad det skal kunne: 

- Det er helt nyt for os med et sådant samarbejde på tværs, hvor alle aktører går sammen for at prøve nye ting af – og hvor vi så officielt og overfor hinanden forpligter os gensidigt til fx at oprette flere fritidsjob og lærepladser. Initiativ er vigtigt for os virksomheder, fordi vi ellers kommer til at mangle lærlinge og medarbejdere i en branche, hvor information - kommunikation og teknologi også er i hastig udvikling. Og det er også vigtigt for vores kommune og samfund, fordi fagudlærte med de rette kompetencer er helt essentielle for, at vi kan få bygget nyt og udvikle os. Derfor skal vi have vendt tendensen, så flere går den her vej - det er det, vi vil prøve med det nye partnerskab, siger Keld Hermann.

Tour-de-folkeskole med lokale mestre og lærlinge

Første skridt, der cementerer samarbejdet, er en samlet tour rundt til de ældste årgange på kommunens folkeskoler, de yngste ledige i jobcenteret, 10. klassecentret på Nyborg Gymnasium og eleverne på FGU.

Erhvervs-touren er et supplement til uddannelsesmessen og erhvervspraktikken, og her skal især lærlingene i fokus for at imødekomme fordomme og gøre deres jævnaldrende klogere på, hvad en faguddannelse konkret indebærer. En af dem, der deltager, er derfor 18-årige Maria Rasmussen, der selv er i lære som maler. 

- Jeg tror, der er mange unge, der ikke rigtig har en fornemmelse med, hvad en erhvervsuddannelse egentlig er. Måske vælger de bare at gå på gymnasiet, fordi det er det, de fleste af deres venner gør – og det synes jeg er ærgerligt. For der er vildt mange muligheder i at gå en anden vej, og det vil jeg gerne være med til at fortælle om, siger Maria Rasmussen.

I alt deltager fem lokale håndværkermestre fra forskellige fag og deres lærlinge sammen med kommunen og de fynske erhvervsskoler. Blandt andet Syddansk Erhvervsskole, der byder det nye initiativ meget velkommen:

- Det er en dagsorden, der er evigt aktuel og hvor der er behov for at gå nye veje, hvis vi for alvor skal løse problemet. Det mod har de lokale håndværkere i Nyborg, der sammen med kommunen forpligter og engagerer sig på en måde, vi ikke har set før. Derfor er vi glade for at være en del af partnerskabet og dermed forhåbentlig kunne åbne flere unges øjne for mulighederne i at tage en erhvervsuddannelse, siger vivedirektør Rune Bille.

For yderligere oplysninger, kontakt

Stig Bøgh, chefkonsulent i Erhverv & Vækst, Nyborg Kommune. Tlf. 6333 8094/6155 6600.

Keld Hermann, tømrermester. Tlf. 2028 3391.

Maria Rasmussen, lærling hos malerfirmaet Kirkeløkke A/S. Tlf. 2627 1150.

Rune Bille, vicedirektør Syddansk Erhvervsskole. Tlf. 2343 5228.