Nyhed, tilføjet 09. dec. 2024

Grøn trepart har fået en fynsk lillebror: skal redde fjord og udvikle 1000 hektar natur

Iltsvind, fedtemøg og forsvundet fiskeliv. Havmiljøet i Holckenhavn Fjord syd for Nyborg gisper efter vejret. Nu kommer nystiftet lokalt grønt partnerskab naturen til undsætning. Målet er at omlægge lavbundsjorde, skabe et 1000 hektar sammenhængende naturbælte gennem tre fynske kommuner og sikre fortsat stærke lokale landbrug.

Få uger efter regeringens aftale om grøn trepart bliver de store ambitioner også fulgt op lokalt. På Fyn har tre kommuner, to landbrugsorganisationer, Danmarks Naturfredningsforening, Syddansk Universitet og Aarhus Universitet indgået en lokal partnerskabsaftale, der skal forbedre Holckenhavn Fjord og udvikle 1000 hektar natur. Dermed går de forrest som et eksempel på de lokale initiativer, der skal søsættes landet over.

Minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus siger:

- Det er fantastisk at mærke det store lokale engagement for at få Den Grønne Trepart videre fra aftaletekst og ud at blive konkret og skabe et helt nyt grønt landskab. Projektet er et mønstereksempel på de lokale grønne treparter, som vi skal have mange flere af i hele landet. For vi skal komme problemet med iltsvind til livs og have livet tilbage i vores fjorde. Og vi skal i gang nu.

Det konkrete mål for ’Vindinge Ådal og Holckenhavn Fjord Partnerskabet’ er at genskabe havmiljøet i fjorden inden 2028. Selvom partnerskabet ikke er en af de såkaldte vandoplands-styregrupper, så har de netop fokus på fremme og understøtte omlægningen af lavbundsjorde til vådområder i fjordens opland, omkring Vindinge Å, hvor der også skal skabes mere natur og mere skov.

- Jeg er stolt af, at vi nu – i tæt samarbejde med landbruget og på tværs af tre kommuner - går sammen for at skabe en markant forbedring af Holckenhavn Fjord og forvandle det østfynske landskab. Vi lykkes kun ved at løfte i flok, og sammen sætter vi fart på indsatserne for at få en sundere fjord og en frodigere ådal. Med partnerskabet vil vi gerne være frontløbere og inspirere andre til at indgå aftaler på tværs til gavn for havet og naturen. Det er en stor, men også helt nødvendig opgave, udtaler borgmester i Nyborg Kommune, Kenneth Muhs (V).

Plads til både landbrug og 1000 hektar natur

I dag er mere end to tredjedele af oplandet til Holckenhavn Fjord dyrket og derfor bliver landbruget en afgørende partner i den lokale aftale.

- Vi vil gerne gå forrest og vise, at det kan lade sig gøre at drive stærke lønsomme landbrug og samtidig være med til at forbedre naturens betingelser markant. Det glæder mig, at vi allerede tager fat om treparten og ser frem til at konstruktivt samarbejde på tværs af alle interessenter, siger Torben Lyngsøe Povlsen, Bestyrelsesformand for L&F Centrovice.

Partnerskabet vil bruge den nyeste viden fra blandt andet Danmarks Naturfredningsforening, Syddansk Universitet og Aarhus Universitet, dialog og fundraising til at understøtte den store omlægning, der er nødvendig for at forbedre Holckenhavn Fjord. Samtidig er den langsigtede ambition at bruge omlægningerne som løftestang og skabe ét sammenhængende naturbælte på op mod 1000 hektar på tværs af tre kommunegrænser - fra Vindinge Ådals udspring i Faaborg-Midtfyn Kommune, forbi Rønninge i Kerteminde Kommune og hele vejen til Nyborg:

- Vi glæder os over, at partnerskabets naturambitioner også bidrager til, at vi får skabt mere og rigere natur på Østfyn med ét sammenhængende område til gavn for både naturen, klimaet og vi mennesker. Vindinge Ådal er allerede i dag et område med store naturværdier og potentialet er kæmpestort for åen, engdrag, moser og store naturoplevelser til land og til vands, siger Nanna Bille, formand for Danmarks Naturfredningsforening – Nyborg. 

I takt med at indsatsen udvikles vil partnerskabet invitere flere aktører og lokale med til dialog og samarbejde om konkrete projekter og aktiviteter. 

FAKTA

  • Vindinge Å og Holckenhavn Fjord Partnerskabet består af L&F Centrovice (fynsk landboforening), Patriotisk Selskab, Danmarks Naturfredningsforening, Faaborg-Midtfyn-, Kerteminde- og Nyborg kommuner, Syddansk Universitet og Aarhus Universitet.
  • Vindinge Å afvander et opland på 226 km2 på Østfyn og løber ud i Holckenhavn Fjord.
  • 68 % af oplandet til Holckenhavn Fjord er dyrket.
  • 6 % er udlagt til beskyttet natur - 7 % har tilstødende bebyggelse.
  • De enkelte udtagningsprojekter håndteres i de respektive kommuner og indgår som en del af helhedsplanlægningen.
  • Partnerskabet om Vindinge Ådal og Holckenhavn Fjord er en særskilt lokal partnerskabsaftale og ikke en trepartsaftale i form af den kommende organisering i vandoplands-styregrupper – de såkaldte VOS’er. Partnerskabet har samme sammensætning, men arbejder helt lokalt sammen om tilsvarende målsætninger i Vindinge Ådal og Holckenhavn Fjord.

Pressekontakt

Ministeriet for Grøn Trepart, pressetelefon (kan ikke modtage sms). Tlf. 2184 3592.

Borgmester i Nyborg Kommune, Kenneth Muhs (V). Tlf. 2159 9966.

Bestyrelsesformand for L&F Centrovice, Torben Lyngsøe Povlsen. Tlf. 4027 2755.

Formand for Danmarks Naturfredningsforening Nyborg, Nanna Bille Adamsen,. Tlf. 2227 8786.

Borgmester i Kerteminde Kommune, Kasper Ejsing Olesen (A). Tlf. 2465 9249.

Formand for Teknik- og Miljøudvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune, Søren Kristensen. Tlf. 7253 1688.