- Det er en rigtig stor dag for os i Nyborg. Vi har ventet længe på det grønne lys og der har været mange forsinkelser undervejs. Men nu er der et flertal og vi kan ane begyndelsen på byggeriet – det er vi enormt glade for. For det er et projekt, der kommer til at få stor betydning for vores by, for turismeomsætningen, for vores historiefortælling og for hele Nyborg Kommune, siger borgmester Kenneth Muhs (V)
Loven kommer efter flere års usikkerhed om projektet, der har været 10 år undervejs. De nuværende slotsbygninger har været lukket for offentligheden siden 2018, men med dagens beslutning kan byggeriet gå i gang. Forventningen er, at der i 2028 vil stå en ny museumsfløj og ringmur klar, en ny bro, ligesom det eksisterende vagttårn skal forhøjes og genopstå som udkigspost mod Storebælt.
Projektet, der sikrer udbygningen af den historiske kongeborg, koster samlet 472 millioner og er finansieret af Staten, Nyborg Kommune samt A.P. Møller Fonden og Realdania.
- Vi har været fortalere for projektet hele vejen igennem, fordi vi mener, at et slot med så rig og vigtig en historie også skal vises frem – og bedre end vi kan gøre det i dag. Her er tale om stedet, hvor de første anslag til vores moderne demokrati blev taget. Den kulturarv fortjener nogle bygninger af en anden kaliber og derfor glæder vi os enormt over, at slottet om få år vil stå prægtigt og spektakulært som i sin storhedstid, siger borgmester i Nyborg Kommune, Kenneth Muhs (V).