Historisk set er stævningsskov en af de ældste former for skovdrift og kan spores helt tilbage til stenalderen. I store træk betyder stævning, at man skærer træerne ned til et stykke over jorden, hvor de igen får mulighed for at skyde. Stævningsdriften opstod, da bønderne i sin tid kun måtte benytte lavskoven, med de lave træer uden særlig værdi, til at anskaffe sig både brænde, hegnsmateriale og byggematerialer. Højskoven, hvor de høje, stærke og værdifulde træer voksede, tilfaldt kun herremænd. Stævningsskovdriften gav samtidig plads til at kreaturer og andre husdyr kunne græsse på områderne.
Skoven ved Hjulby Mose menes at have været stævningsskov for mange år siden og bliver nu igen stævnet, så træerne holdes i en begrænset højde, og der kommer mere lys til skovbunden.
Fældning, stævning og brand
Netop nu kan du i skoven se resultatet af kommunens pleje i området. Måske synes du, at det ser lidt sjusket ud, men bare rolig - det er alt sammen del af en større plan.
I øjeblikket ligger der mange afskårne grene i skovbunden som resultat af stævningen. Det kan gøre området lidt svært fremkommeligt, og det er derfor meningen at det meste bliver samlet i kvasbunker eller –hegn til glæde for insekter og andre smådyr. Her kan de forskellige dyr både søge ly og føde, finde redematerialer osv.
De træer, der er skåret ned, viser allerede tegn på at skyde fra stubben og står med små, fine grønne grene. Rundt om i skoven finder du også brændemærkede træer. Eller sådan ser de måske ud; i hvert fald er der brændt en ring hele vejen rundt om stammen. Ved at brænde træerne håber man, at kunne speede nedbrydningsprocessen op og lade disse træer gå ud i toppen. På den måde sikres god plads til de gamle, krogede træer, og der kommer mere dødt ved i skoven, som er godt for svampe og insekter. Udover at være smukke og give skoven sjæl kan de samtidig fungere som hjem for både fugle og flagermus.
Mere lys og mere liv
Det kan måske lyde paradoksalt at fældning af træer skal give mere liv, men det er nu engang virkeligheden. Ved at fælde og skære store træer ned, sørger vi nemlig for, at der kommer mere lys til skovbunden. Mere lys betyder også flere og sjældnere plantearter, der ikke kan gro, hvor lyset ikke når ned. Disse planter, f.eks. orkideer, danner grundlag for øget antal af insekt- og dyrearter. Det kan f.eks. være arter af bier og sommerfugle, der nærer godt af blomsternes nektar eller larver fra forskellige insekter, der lever af løvet på planterne.