Medarbejderne i Miljø og Teknikafdelingen tænker grøn omstilling, når muligheden byder sig. Det gør den ofte, når de kommunale bygninger skal renoveres.
"Vi har den grønne hat på, uanset hvilke typer renoveringer, vi laver. Det er bare ikke altid, det kan lade sig gøre", siger Jeppe Pind Thielsen, bygningskonstruktør og energiteknolog i Miljø og Teknik.
I forbindelse med det store arbejde med at forbedre indeklimaet på Danehofskolen og på Vibeskolen i Ullerslev, er der tænkt grønne tanker i stor stil. Også selvom det koster i kroner og ører.
Nye, smarte LED-lys der selv slukker, når børnene går til frikvarter, og som kan reguleres i styrke efter behov. Langs vinduerne lyser LED-panelerne svagere, fordi sollyset sagtens klarer at give det lys, eleverne har brug for og længere inde i lokalet lyser LED-panelerne mere, fordi der ikke kommer tilstrækkeligt dagslys.
"Vi kunne godt nøjes med bare at udskifte ventilationen, men når vi nu alligevel er i gang, kan vi lige så godt skifte lofter og sætte intelligent LED-lys op. Ofte kan vi også lige så godt isolere noget bedre, når nu vi alligevel tager de gamle radiatorer ned", siger Jeppe Pind Thielsen.
Høj prioritet at spare på energi
Selvom det altid koster mere på budgettet at energirenovere, er det ikke desto mindre noget, som Miljø og Teknikafdelingen prioriterer højt. Både fordi det er det smarteste at gøre, når nu man alligevel er i gang, men også fordi det gavner både klimaregnskabet og strømregnskabet.
"Der er mange tons CO2 at spare ved at udskifte til LED-lys, men der er også mange kroner at hente ved at skifte lyset. Derfor er alt, hvad vi sætter op nu LED-lys, siger energiteknolog i Miljø og Teknik", Rasmus Florczak.
Lærerne på skolerne er ifølge Rasmus Florczak og Jeppe Pind Thielsen også meget tilfredse med de energirenoveringer der er lavet i forbindelse med, at der blev sat støjdæmpende akustiklofter op.
Lærerne blev noget så glade, da de fik nye lofter med smart LED-lys. De oplever, at børnene er faldet mere til ro, fordi de nu kan skrue op og ned for lyset efter behov.
Energivenlige ventilationsanlæg
Den type ventilationsanlæg der er blevet sat op for at forbedre indeklimaet på de to skoler i Nyborg er så effektiv, at den genanvender 80-90 procent af varmen. Det giver et lavere CO2-forbrug, en mindre varmeregning og et bedre indeklima. Blandt andet fordi ventilatorerne skruer op for aktiviteten, når der er mange børn i lokalet og ned igen, når de går til pause.
"De ventilatorer vi sætter op nu bruger faktisk meget lidt energi", siger Rasmus Florczak.
Derudover kan man nøjes med at udskifte motorer og ventilatorer, når de går i stykker i stedet for at udskifte hele anlægget. Det har man blandt andet gjort på Rævebakkeskolen.
"Det sparer os for mange penge, at vi kan nøjes med at udskifte motorerne frem for at skulle skifte det hele. Og så er det selvfølgelig meget mere bæredygtigt", siger Jeppe Pind Thielsen.
Birkhovedskolen har også fået udskiftet lys, ventilation og lofter som led i en større renovering på dele af skolen.