De skal på bustur til København og en tur i Tivoli med 80 borgere som er tilknyttet Klubben – et dagtilbud til mennesker med demens. Men det er ikke den eneste vilde idé, de har fået på plejecenter Tårnparken. De er nemlig også i gang med at lave deres udearealer om til en have, der er vild med vilje.
”Vi vil gerne skabe en have, som skal være en kombination af en sansehave og en vild have. Jeg glæder mig til, at den for alvor eksploderer med smukke blomster, farver, insekter og dufte,” fortæller Berit Jensen, leder af demenscenter Tårnparken i Nyborg.
Ideen er, at det ikke bare skal være dejligt for de ældre at opholde sig i haven. Det skal også være rart og sjovt for deres børn og børnebørn at komme på besøg, så de får lyst til at blive hængende i længere tid.
Vi vil gerne skabe et sted med blomster og frugttræer, hvor det er hyggeligt for børnebørnene at sidde sammen med bedstemor. Naturen gør jo noget ved os allesammen.
Holder fast i vildhavetanken på trods af skepsis
Den vilde have er i gang på første sæson, så den har endnu ikke fået helt fat endnu. Derfor kan det godt se ud som om, at udearealerne ikke bliver passet, hvilket nogle af de ældre også har bemærket.
”Nogle af vores borgere synes, at det ligner ukrudt, som bare skal fjernes. Det er det jo også i deres øjne. Mange af dem har arbejdet meget i haven og i landbruget i deres liv. Men jeg tror, at når først det bliver rigtig frodigt, så bliver de glade for det,” siger Berit Jensen, der holder fast i vildhavetanken på trods af skepsis.
Planerne om en vild have indebærer også at skabe en naturlig afskærmning med hyldebuske ud mod det trafikerede vejkryds mod Svendborg. Det vil både give mere læ og hygge, men også beskytte borgerne på Tårnparken.
Vilde tanker om geder og får
Berit Jensen er åben for at have geder eller får til at græsse på området, hvis det kunne sætte skub i biodiversiteten.
”Bare vi ikke skulle stå for pasningen af dyrene, kunne det være så hyggeligt med geder,” siger Berit Jensen.
Hun fortæller, at hun selv og hendes børn er blevet inspireret til at gøre haven derhjemme mere vild.
”Der er ikke noget som mælkebøtter over det hele. Jeg fornemmer også, at det gør noget ved medarbejderne, at der er flere blomster. Det er noget med farverne. Vi bliver så glade, når vi kommer ud og ser, at der er sket noget nyt.”
Plejecenter Tårnparken har fået hjælp af Vej & Park til at anlægge haven. Projektet er også støttet af Dallund Fonden.