Hvordan anføres kandidatnavnet på stemmesedlen?

Angivelsen af, hvordan kandidatens navn ønskes anført på stemmesedlen, skal ske på kandidatanmeldelsen.

Kandidaternes navne skal anføres på stemmesedlen med fornavne eller forbogstaver først. Du vil som kandidat blive anført på stemmesedlerne med dit fulde navn, medmindre du på kandidatlisten har angivet en anden måde, du ønsker dit navn anført på.

På stemmesedlen skal der mindst anføres ét fornavn eller forbogstav og efternavn eller mellemnavn. Du kan kun få anført mellem- og efternavne, som du er berettiget til at føre efter navneloven, eller mellemnavne, som er anmeldt til CPR. I stedet for fornavnet kan du anføre et kaldenavn, der er afledt af dit fornavn.

Indtil den nye navnelov trådte i kraft den 1. april 2006, var der mulighed for at få et adresseringsmellemnavn registreret i CPR umiddelbart foran personens efternavn i adresseringsnavnet. Denne mulighed er ophævet ved den nye navnelov. De adresseringsmellemnavne, der er blevet registreret i CPR inden den 1. april 2006, kan dog fortsat anføres på stemmesedlen.

Anvendelsen af reglerne kan illustreres med følgende eksempler:


Eksempel 1:

Kandidatens fulde navn er:
Anne Marie Vestergaard Andersen.

Kandidaten kan anføres på stemmesedlen med sit fulde navn eller med navnet:
Anne Andersen
M. Vestergaard
Mie Vestergaard Andersen

Eksempel 2:

Kandidatens fulde navn er:
Marie Louise Andersen.

Marie Louises eget efternavn er Hansen, men hun har taget sin ægtefælles efternavn Andersen som giftenavn. Ægtefællen har som mellemnavn Vestergaard, og Marie Louise havde før den 1. april 2006 fået registreret i CPR, at hun havde taget sin ægtefælles mellemnavn som adresseringsmellemnavn. Kandidatens adresseringsnavn er herefter:
Marie Louise Vestergaard Andersen.

Hun kan som nævnt vælge et kaldenavn afledt af fornavnet og kan for eksempel i stedet anmode om at blive anført som for eksempel Malou V. Andersen.

Kandidaten i eksempel 2 har samme muligheder for at få angivet sit navn på stemmesedlen som kandidaten i eksempel 1. Herudover har kandidaten i eksempel 2 mulighed for at benytte sit eget efternavn, det vil sige eksempelvis at blive opført på stemmesedlen som:
Marie Louise (eller Malou) Hansen. 

Kontakt os

Har du spørgsmål til, hvordan kandidatnavnet anføres på stemmesedlen?

Byrådssekretariat
Torvet 1 - 5800 Nyborg

Åbnings- og telefontider