Handicaprådets formål er blandt andet at medvirke til at fremme et samarbejde mellem Nyborg Kommune og kommunens forskellige foreninger, brugerråd og klubber, der arbejder for at forbedre vilkårene for børn, unge og voksne med nedsat funktionsevne i Nyborg Kommune.
Handicaprådet behandler spørgsmål af generel karakter enten fra Handicaprådet selv eller efter henvendelse fra borgere, politiske udvalg eller afdeling. Handicaprådet behandler således ikke personsager.
Information
Vil du vide mere
Formand:
Lars Bennedbæk. Tlf. 2695 5268, e-mail: lars@bennedbaek.net
Medlemmer:
Birthe Rasmussen (Gigtforeningen)
Lars Bennedbæk, formand (Dansk blindesamfund)
Ole Skovsbøl, næstformand (LEV)
Anna Bartel (RYK)
Melissa Meulengracht
Suppleant:
Lilian Heidenrich (LEV)
Byrådet:
Jørgen Jørgensen (V)
Lone Schmidt (A)
Henrik Vestergård (A)
Suppleanter:
Jørn Gustavsen (V)
Vibeke Ejlertsen (A)
Poul Erik Knudsen (A)
Administration:
Vakant, social- og familiechef
Jacob Juhl Harberg, teknik, miljø og erhvervschef
Stedfortræder:
Asoth Veerasingham, leder Anlæg og Vejmyndighed i Teknik, Miljø og Erhverv.
22. februar
2. maj
28. august
13. november
11. december
Se kriterier for tildeling af Handicaprådets Handicappris nedenfor.
Hvem kan indstilles til handicapprisen?
- Borgere med bopæl i Nyborg Kommune, som har ydet en særlig indsats til gavn for handicappede borgere i kommunen i det forløbne år.
- En handicappet borger, der på trods af ét eller flere handicap, har bevaret et aktivt liv, og som derfor, med sit eksempel, bidrager med at hjælpe andre i samme situation.
- Foreninger samt foreningens frivillige ledere, som aktivt påtager sig forpligtelsen til at forsøge integreret personer med handicap i foreningens aktiviteter.
- Virksomheder, erhvervsdrivende og institutioner som medvirker til ansættelse og beskæftigelse af personer med handicap.
- Virksomheder, erhvervsdrivende, butiksindehavere, institutioner samt andre steder hvor der er offentlig adgang, som har medvirket til at skabe tilgængelighed for personer med handicap.
Hvem kan indstille?
- Enhver borger etc. i Nyborg Kommune
- Handicaprådet kan ligeledes selv indstille kandidater til Handicapprisen.
Hvordan gør jeg?
Der er åbent for indstillinger nu. Du kan indstille din kandidat ved at udfylde spørgeskemaet her.
Hvem udpeger årets prisvinder?
Handicaprådet beslutter på et rådsmøde, hvem der skal tildeles årets handicappris.
Tidspunktet for uddeling af prisen?
Prisen uddeles i år til Hyldestfesten 2022, som afholdes fredag den 30. september (forventet tidspunkt kl. 15.30-18.30) på Nyborg Gymnasium, Skolebakken 13, 5800 Nyborg. Du kan tilmelde dig Hyldestfesten 2022 ved at udfylde spørgeskemaet her.
Hvem foretager tildelingen?
Handicaprådets formand/næstformand, som begrunder valget af prismodtager.
§ 1 Handicaprådets formål
Handicaprådet rådgiver Byrådet i handicappolitiske spørgsmål og kan behandle alle lokalpolitiske spørgsmål, som vedrører mennesker med handicap. Handicaprådet kan tage spørgsmål af mere generel karakter op til drøftelse og komme med forslag til såvel politiske som administrative initiativer.
Handicaprådet medvirker til at fremme et samarbejde mellem Nyborg Kommune og kommunens forskellige foreninger, brugerråd og klubber, der arbejder for at forbedre vilkårene for børn, unge og voksne med nedsat funktionsevne i Nyborg Kommune.
Handicaprådet udvikler og implementerer en handicappolitik i Nyborg Kommune.
§ 2 Handicaprådets opgaver
Handicaprådet kan behandle lokalpolitiske spørgsmål, som vedrører mennesker med handicap.
Byrådet skal høre Handicaprådet om initiativer, som har betydning for mennesker med handicap, uanset alder og på tværs af sektorer/områder.
Handicaprådet kan tage spørgsmål af mere generel karakter op til drøftelse og komme med forslag til såvel politiske som administrative initiativer. Emnerne kan komme enten fra Handicaprådet selv eller efter henvendelser fra borgere, politiske udvalg eller afdelinger.
Handicaprådet udarbejder en årlig arbejdsplan over de indsatsområder, som Handicaprådet har fokus på, og Handicaprådet afgiver en årlig beretning til Social- og Familieudvalget og Byrådet om rådets arbejde.
Handicaprådet kan tage kontakt til andre Handicapråd eller organisationer m.v.
Handicaprådet kan rette henvendelse til Det Centrale Handicapråd med henblik på at få belyst særlige temaer ud fra et landsdækkende perspektiv.
Handicaprådet kan ikke behandle spørgsmål om enkeltpersoners forhold, herunder personalesager eller konkrete klagesager.
§ 3 Handicaprådets sammensætning, konstituering og funktionsperiode
Handicaprådet består af 10 medlemmer.
5 medlemmer repræsenterer handicaporganisationerne og udpeges af Byrådet efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer. 3 medlemmer udpeges af Nyborg Byråd blandt dets medlemmer og 2 fra administrationen.
Danske Handicaporganisationer kan kun indstille personer, der har bopæl i Nyborg Kommune. Hvis et medlem af Handicaprådet flytter fra kommunen inden udløbet af Handicaprådets funktionsperiode, indtræder stedfortræderen i Handicaprådet, og der udpeges ny stedfortræder.
Handicaprådet bør sammensættes, så medlemmerne repræsenterer forskellige handicapgrupper og forskellige sektorer i kommunen, herunder både børn og voksne med handicap.
Der udpeges en personlig stedfortræder for hvert medlem af rådet, som deltager i Handicaprådets møder ved det ordinære medlems forfald.
Flytter et medlem af Handicaprådet fra kommunen inden udløbet af Handicaprådets funktionsperiode, indtræder stedfortræderen i Handicaprådet, og der udpeges ny stedfortræder.
Handicaprådet virker i en 4-årig periode svarende til Byrådets valgperiode. Medlemmerne fungerer dog, indtil nye medlemmer indstilles og udpeges.
Handicaprådet konstituerer sig selv med formand og næstformand på første møde i funktionsperioden.
§ 4 Handicaprådets arbejdsvilkår
Handicaprådet fastsætter selv sin forretningsorden. I Handicaprådets forretningsorden fastsættes mødehyppighed, regler for dagsorden, regler for indkaldelse og øvrige regler for rådets arbejdsform.
Nyborg Kommune stiller sekretær og mødelokale til rådighed for Handicaprådet.
Nyborg Kommune afholder de udgifter, som er forbundet med Handicaprådets virke, herunder udgifter til tegnsprogstolkning og anden handicapkompensation, porto, kopier m.v.
På baggrund af den ramme, som Byrådet udmelder, udarbejder Handicaprådet et budget for rådets arbejde i det kommende år. Handicaprådets budget anvendes i overensstemmelse med rådets virksomhed og dækker arrangementer, kurser m.v.
Diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og ekstraordinære udgifter til kørsel i forbindelse med rådets møder dækkes af Nyborg Kommune efter reglerne i §§ 16 og 16a i Lov om kommunernes styrelse.
§ 5 Godkendelse og ændring af vedtægter
Ændring af vedtægter sker ved simpelt flertal i Nyborg Kommunes Handicapråd. Vedtægtsændringer kræver godkendelse af Byrådet.
§ 1 Nyborg Kommunes Handicapråd er nedsat i henhold til § 37a, stk. 1, i Retssikkerhedsloven.
Konstituering
§ 2 Handicaprådet består af 10 medlemmer.
5 medlemmer repræsenterer handicaporganisationerne, og udpeges af Byrådet efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer.
3 medlemmer udpeges af Byrådet blandt dets medlemmer, og 2 medlemmer fra administrationen, jf. vedtægt for Nyborg Kommunes Handicapråd §3.
Handicaprådet virker i en 4-årig periode, svarende til de kommunale råds valgperiode, dog således at medlemmerne fungerer, indtil nye medlemmer indstilles eller udpeges.
§ 3 Handicaprådet afholder sit konstituerende møde inden udgangen af april måned, snarest muligt efter at udpegningen til Handicaprådet har fundet sted.
Indkaldelse til første møde efter kommunalvalget sker på Byrådets initiativ.
§ 4 På det konstituerende møde vælger Handicaprådet formand og næstformand, og fastsætter forretningsorden. Formand skal vælges blandt de udpegede repræsentanter fra Danske Handicaporganisationer.
Valget foretages efter reglerne om flertalsvalg i § 24, stk. 1, i Lov om Kommunernes Styrelse.
§ 5 Handicaprådet kan til enhver tid omkonstituere sig ved valg af ny formand.
Mødevirksomhed
§ 6 Handicaprådets møder er ikke offentlige.
Der afholdes møder i Handicaprådet efter behov, dog mindst 4 ordinære møder årligt.
Ordinære møder afholdes på hverdage i tidsrummet kl. 15.30 – 18.00, dog ikke i juli måned.
Ekstraordinært møde kan afholdes, når formanden finder det nødvendigt, eller når det forlanges af 2 medlemmer ved skriftlig anmodning til formanden, med kopi til rådets sekretær. Den skriftlige anmodning skal indeholde angivelse af mødets indhold, ligesom ønske om bestemt dato eller frist skal angives. Uanset fremsat ønske om dato træffer formanden bestemmelse om tid og sted for mødets afholdelse, med mindre rådet ved flertalsafgørelse har truffet beslutning herom.
§ 7 Er et medlem forhindret i at deltage i et møde i Handicaprådet, meddeler pågældende selv dette til den personlige stedfortræder samt til rådets sekretær.
§ 8 I Handicaprådets møder deltager en af socialchefen – med Handicaprådets samtykke – udpeget person som sekretær for Handicaprådet.
Handicaprådet kan herudover anmode personer, ansat i kommunens tjeneste, om at deltage i møderne med henblik på en sags oplysning.
Handicaprådet kan til enhver tid indhente information samt orientering fra administrationen vedrørende aktuelle og lokale forhold, der berører handicapområdet.
Høringssvar
§ 9 Indgår der sager til høring i Handicaprådet, hvor høringsfristen ikke passer med Handicaprådets ordinære møder, udarbejder formand og næstformand høringssvar på Handicaprådets vegne.
Det er formand og næstformands opgave at sikre, at rådets medlemmer godkender høringssvaret.
På førstkommende møder efter afgivelse af høringssvar, orienterer formand/næstformand om det/de afgivne høringssvar.
Indkaldelse
§ 10 Formanden er ansvarlig for forberedelse, indkaldelse og ledelse af Handicaprådets møder. Indkaldelse til ordinære møder sker med mindst 14 dages varsel til medlemmerne samt øvrige deltagere. Formanden fastsætter dagsorden for møderne og udsender dagsorden senest 5 dage inden mødet til medlemmerne samt øvrige deltagere.
I særlige tilfælde kan formanden indkalde til møde med kortere varsel. Når mødet indkaldes skal formanden så vidt muligt underrette medlemmerne om de sager, der skal behandles på mødet.
§ 11 Såfremt et medlem ønsker et punkt på dagsordenen, skal det meddeles formanden senest 14 dage før mødets afholdelse.
Beslutningsdygtighed
§ 12 Handicaprådet er beslutningsdygtigt når mindst 6 stemmeberettigede medlemmer er til stede. Alle beslutninger træffes ved stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.
§ 13 Ethvert medlem af Handicaprådet kan kræve en sag genoptaget, når der foreligger nye relevante oplysninger eller ændrede forhold, således at grundlaget for den oprindelige beslutning er ændret.
Referater og beslutningsprotokol
§ 14 Der tages referat af møderne i Handicaprådet. Referater sendes til orientering i Social- og Handicapudvalget. Hvis en sag omhandler et andet fagudvalg, sendes referatet af det pågældende punkt til dette udvalg.
I beslutningsprotokollen indføres den udsendte dagsorden samt de trufne beslutninger. Ved hvert mødes afslutning underskrives underskriftsark af medlemmerne. I beslutningsprotokollen anføres fraværende medlemmer, samt tidspunkter for mødets begyndelse og afslutning.
Habilitet og Tavshedspligt
§ 15 Ethvert medlem af Handicaprådet kan udtale sig om Handicaprådets og egne standpunkter i en sag. Handicaprådets medlemmer må dog ikke referere andre medlemmers udsagn fremkommet under sagens behandling.
Undtaget er sager omfattet af tavshedspligten.
Endvidere kan offentlig meddelelse ikke gives, før der er sket underretning til den/de berørte parter i en sag.
§ 16 Et medlem af Handicaprådet, der er inhabil i forhold til en sag, må ikke træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller i øvrigt medvirke ved behandling af den pågældende sag, eller være til stede i mødelokalet under sagens behandling og afstemning, jf. Forvaltningsloven.
Den, der er bekendt med, at der for den pågældendes vedkommende foreligger forhold, som begrunder inhabilitet i forhold til en bestemt sag, skal inden sagens behandling meddele formanden dette.
§ 17 Ethvert medlem af Handicaprådet har tavshedspligt i henhold til Forvaltningslovens og Straffelovens bestemmelser. Det vil sige, når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser.
Ethvert medlem af Handicaprådet har tavshedspligt med hensyn til andre medlemmers udtalelser under behandlinger af sager i Handicaprådet.
Forståelse og Ikrafttrædelse
§ 18 Ethvert medlem er forpligtet til foreløbig at rette sig efter formandens afgørelse med hensyn til forståelsen af forretningsordenens bestemmelser, men spørgsmålet kan indbringes for Handicaprådet på dettes næste møde.
§ 19 Ændringer i eller tillæg til forretningsordenen kræver vedtagelse på møde i Handicaprådet.
Således vedtaget på mødet 30. marts 2022
På rådets vegne formand Lars Bennedbæk.
Handicappolitikken for Nyborg Kommune er gældende for en periode på 4 år.
Dagsordener og referater
Få overblik over dagsordener og referater fra Handicaprådet i Politiker Web.
Se dagsordener og referater fra HandicaprådetÅrsberetninger
Download alleKontakt os