I henhold til § 35, stk. 2 i Folkeoplysningsloven har Nyborg Byråd nedsat et Folkeoplysningsudvalg.
§ 1
Stk. 1. Folkeoplysningsudvalget har til opgave at udføre de opgaver, der er tillagt udvalget i henhold til Lov om støtte til Folkeoplysning, inden for de økonomiske rammer og de retningslinjer, som fastsættes af Byrådet.
§ 2
Stk. 1. Folkeoplysningsudvalget består af 15 medlemmer.
Stk. 2. 4 medlemmer vælges af Byrådet blandt dets medlemmer.
Stk. 3. 3 medlemmer udpeges af Byrådet efter indstilling fra aftenskolerne – udpeges af Samrådet for aftenskolerne i Nyborg Kommune.
Stk. 4. 3 medlemmer udpeges af Byrådet efter indstilling fra idrætsforeningerne – udpeges af paraplyorganisationen Nyborg Idræts Samvirke.
Stk. 5. 2 medlemmer udpeges af Byrådet efter indstilling fra musikorganisationerne – udpeges af paraplyorganisationen SAMMUS.
Stk. 6. 1 medlem udpeges af Byrådet efter indstilling fra spejderorganisationerne – udpeges af paraplyorganisationen SAMRÅDET.
Stk. 7. 1 medlem udpeges af Byrådet efter indstilling fra andre/idebetonede foreninger – der afholdes valg som administrationen indbyder til.
Stk. 8. 1 medlem udpeges af Byrådet efter indstilling fra de lokale handicaporganisationer – der afholdes valg som administrationen indbyder til.
Hvis der ingen organisationer er, eller de ikke ønsker sig repræsenteret, tildeles idrætsforeningerne pladsen.
Stk. 9. For hvert medlem af Folkeoplysningsudvalget udpeges en stedfortræder.
Stk. 10. Ved indstilling skal så vidt muligt indstilles både kvinder og mænd.
Stk. 11. Repræsentanter fra Kultur, Fritid og Turisme deltager i Folkeoplysningsudvalgets møder uden stemmeret.
Stk. 12. Folkeoplysningsudvalget kan indkalde andre kommunale medarbejdere til drøftelse af særlige spørgsmål.
§ 3
Stk. 1. Valg af medlemmer til andre/idebetonede foreninger og handicapforeninger.
Administrationen indkalder med mindst 14 dages varsel til et valgmøde, hvortil der indbydes to repræsentanter for hver af de i kommunen værende:
- Andre/idebetonede foreninger
- Handicaporganisationer
med henblik på valg af to medlemmer til Folkeoplysningsudvalget.
Stk. 2. Hvert fremmødt medlem har en stemme dog max to stemmer pr. forening, hvilket vil sige, at man skal være til stede på valgmødet for at kunne indstille og stemme.
Stk. 3. For at kunne indstilles eller vælges til Folkeoplysningsudvalget er det en betingelse, at den pågældende repræsenterer en forening, som i det seneste kalenderår inden valget har gennemført folkeoplysende virksomhed/modtaget tilskud og/eller fået anvist lokaler.
Det er således de foreninger som indsender ansøgning om tilskud og aflægger regnskab overfor kommunen der har max to stemmer. Det vil sige, at foreninger som modtager tilskud via en anden/overordnet forening ikke har stemmeret.
Stk. 4. Opnås der på valgmødet enighed om valg af medlemmer og stedfortrædere til Folkeoplysningsudvalget, anses de pågældende for valgt.
Stk. 5. Opnås der på valgmødet ikke enighed om valg af medlemmer og stedfortrædere, vælger Byrådet medlemmer og stedfortrædere til Folkeoplysningsudvalget på grundlag af de på valgmødet foreslåede kandidater.
Stk. 6. Valg til/medlemskab af Folkeoplysningsudvalget er ikke borgerligt ombud for ikke-byrådsmedlemmer.
Stk. 7. Personer, der ikke har bopæl i kommunen, har ret til at modtage valg.
§ 4
Stk. 1. Medlemmerne af Folkeoplysningsudvalget udpeges for en 4 årig periode svarende til den kommunale valgperiode.
Medlemmerne fortsætter, indtil nyvalg har fundet sted.
§ 5
Stk. 1. Hvis et medlem af Folkeoplysningsudvalget udtræder i løbet af valgperioden eller er inhabil i forhold til en bestemt sag, indtræder stedfortræderen.
Stk. 2. Når et medlem har forfald, kan formanden indkalde stedfortrædere til midlertidigt at tage sæde i udvalget. Har et medlem forfald i mindst 3 måneder, skal stedfortræderen indkaldes.
Stk. 3. Er der ved et medlems udtræden af Folkeoplysningsudvalget ingen stedfortræder, foretages suppleringsvalg for resten af valgperioden.
§ 6
Stk. 1. Folkeoplysningsudvalget kan nedsætte underudvalg.
§ 7
Stk. 1. Folkeoplysningsudvalget vælger selv sin formand og næstformand på det første møde i funktionsperioden.
Stk. 2. Formanden (og ved dennes forfald næstformanden) leder Folkeoplysningsudvalgets møder.
Stk. 3. Administrationen i Nyborg Kommune indkalder til det første møde og leder mødet, indtil formanden er valgt.
§ 8
Stk. 1. Folkeoplysningsudvalgets møder afholdes for lukkede døre.
Stk. 2. Folkeoplysningsudvalget afholder møde så ofte formanden eller 3 af medlemmerne finder det fornødent. Der afholdes møde efter behov.
Stk. 3. Formanden bestemmer tid og sted for møderne, og der udarbejdes en årlig mødeplan, som sendes til medlemmerne.
Stk. 4. Formanden fastsætter dagsorden for møderne og sender senest 5 dage inden mødet til medlemmerne en dagsorden med eventuelle bilag. Såfremt et medlem ønsker et punkt optaget på dagsordenen, skal det meddeles formanden senest 8 dage før mødet afholdes.
Stk. 5. I særlige tilfælde kan formanden indkalde til møde med kortere varsel. Når mødet indkaldes, skal formanden så vidt muligt underrette medlemmerne om de sager, der skal behandles på mødet.
Stk. 6. Formanden leder forhandlingerne og afstemningerne og drager omsorg for, at beslutningerne indføres i beslutningsprotokollen.
Stk. 7. Formanden drager omsorg for udførelsen af beslutningerne.
Stk. 8. Ethvert medlem kan forlange afvigende opfattelser tilført protokollen og medsendt udvalgets udtalelser og beslutninger.
Stk. 9. Protokollen underskrives efter hvert møde af de medlemmer, der har deltaget i mødet.
§ 9
Stk. 1. Folkeoplysningsudvalget er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.
Stk. 2. Beslutninger træffes ved stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens stemme (ved formandens forfald næstformandens) udslagsgivende.
§ 10
Stk. 1. Udgifterne ved Folkeoplysningsudvalgets virksomhed afholdes af kommunen, der stiller sekretariatsbistand til rådighed.
Stk. 2. Til formanden for Folkeoplysningsudvalget ydes et vederlag på 5% af borgmesterens vederlag.
Stk. 3. For deltagelse i møder i Folkeoplysningsudvalget ydes der medlemmerne diæter m.v. i overensstemmelse med reglerne i Lov om kommunernes styrelse, jf. Folkeoplysningslovens § 40.
§ 11
Stk. 1. Denne vedtægt træder i kraft 6. oktober 2020.
Stk. 2. Samtidig bortfalder ”Vedtægt for Ny Nyborg Kommunes Folkeoplysningsudvalg af 1. januar 2007”.
Vedtaget af Nyborg Byråd 6. oktober 2020.
Kenneth Muhs, borgmester / Lars Svenningsen, kommunaldirektør