27. februar 2024 godkendte Byrådet Nyborg Kommunes Ældrepolitik.
Med ”Fremtidens Ældreliv” sættes retningen for arbejdet på ældreområdet i Nyborg Kommune, både på kort og lang sigt.
Nyborg Kommune understøtter, at kommunens ældre borgere lever et sundt, aktivt og værdigt ældreliv.
Du bliver aldrig for gammel til at have det godt, men det er vidt forskelligt, hvad den enkelte ældre borger oplever som et godt ældreliv. Det afhænger af, hvem man er, og hvad man har oplevet gennem livet. Fælles for langt de fleste borgere er ønsket om at fastholde sin frihed og selvbestemmelse, uanset helbreds- og sygdomsmæssige forhold.
Derfor arbejder Nyborg Kommune med tre pejlemærker på ældreområdet, som skal være med til at skabe de bedste forudsætninger for at ruste kommunen til fremtiden.
1) Ældre borgere i Nyborg Kommune skal klare sig selv i eget liv længst muligt. Grundet demografiske udfordringer må der tages udgangspunkt i, at de borgere, der kan selv, skal selv. Det giver Nyborg Kommune ressourcerne til at kunne hjælpe dem, der i en kortere eller længere periode ikke selv kan.
2) Nyborg Kommune skal finde nye muligheder og løsninger på fremtidens udfordringer i tæt samspil mellem borger, pårørende og civilsamfund.
3) Og sidst, men ikke mindst skal Nyborg Kommune sikre, at kommunens ledere og medarbejdere på ældreområdet altid har de rette kompetencer til at håndtere den kompleksitet, der ses i ældreplejen i kommunen.
Fremtidens Ældreliv - Nyborg Kommunes Ældrepolitik
Ældrepolitikken ”Fremtidens Ældreliv” beskriver den overordnede vision for vores ældre borgere, værdierne på ældreområdet, de særligt prioriterede fokusområder og de udvalgte politiske pejlemærker.
Nyborg Kommunes ÆldrepolitikFremtidens Ældreliv - Handleplan for Nyborg Kommunes Ældrepolitik
Handleplanen beskriver konkrete indsatser, der sættes i værk for, at ældrepolitikkens ambitioner omsættes til praksis. Under hvert fokusområde er de enkelte indsatser beskrevet med tilhørende handling, tidsperspektiv, økonomi samt succeskriterier.
Handleplan for Fremtidens Ældreliv