Hvis du vil vide mere...
Kvalitetsstandard ved anbringelse
Et barn kan anbringes uden for hjemmet, hvis forældremyndighedsindehaverne giver samtykke, og hvis det er af væsentlig betydning for et barns særlige behov for støtte. Hvis forældremyndighedsindehaverne ikke vil give samtykke til en anbringelse, kan barnet i visse tilfælde anbringes uden samtykke. I helt særlige situationer kan et barn anbringes før dets fødsel uden samtykke fra de kommende forældre.
Et barn har ret til at anmode kommunen om at blive anbragt uden for hjemmet.
Reglerne om anbringelse med og uden samtykke fremgår af barnets lov § 46, § 47, § 48 og § 49.
Der tages afsæt i børne- og ungepolitikkens tema ”Omsorg, tryghed og trivsel”, hvor der står ”Børn og unge skal derfor understøttes i et sundt og trygt liv gennem hele deres opvækst og i deres forskellige møder med de kommunale tilbud.”
Endvidere er forældreansvaret et vigtigt tema i politikken, hvor der står: ”Gennemgående for alle børn og unge er, at de vigtigste aktører er forældrene og det nære netværk. Det er forældrene, der sikrer, at deres børn har de bedste vilkår for at blive livsduelige mennesker, der er i stand til at indgå i samfundet og i fællesskabet. I de tilfælde, hvor forældre og det nære netværk ikke er i stand til at gribe rettidigt ind, er det de fagprofessionelle, der skal understøtte og eventuelt iværksætte indsatser omkring barnet eller den unge – altid i et samarbejde med forældrene.”
Formålet med hjælp og støtte efter barnets lov er at sikre, at børn og unge opnår samme muligheder for omsorg, læring, personlig udvikling, trivsel, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende.
Hjælp og støtte efter barnets lov skal tage afsæt i barnets perspektiv, ressourcer og behov for at sikre barnets bedste.
Hjælp efter barnets lov bygger på forældres ansvar for deres børn. Udgangspunktet for hjælp og støtte efter barnets lov er derfor, at forældrene har ansvar for at drage omsorg for barnet og medvirke til at sikre barnets ret til omsorg og tryghed. Nogle forældre kan kun vanskeligt leve op til deres forældreansvar, og en anbringelse skal derfor sikre, at børn får nødvendig hjælp og støtte, når forældrene ikke lever op til forældreansvaret.
Målgruppen for anbringelse uden for hjemmet med samtykke er børn, hvor en anbringelse vil være af væsentlig betydning for et barns behov for særlig støtte.
Målgruppen for anbringelse uden for hjemmet uden samtykke er børn, hvor der er åbenbar risiko for, at et barns sundhed eller udvikling lider alvorlig skade pga. utilstrækkelig omsorg eller behandling, overgreb, misbrugsproblemer, kriminel adfærd, svære sociale vanskeligheder eller andre adfærds- og tilpasningsproblemer hos barnet.
Det er Nyborg Kommunes holdning, at forældrene er de vigtigste omsorgspersoner i børn og unges opvækst. Herudover skal vi så vidt muligt hjælpe og støtte børn og unge i deres eget miljø og ved medinddragelse af de ressourcer, der er til stede i familien og det øvrige netværk. Ligeledes er almensystemet som fx Sundhedsplejen, PPR, dagtilbud og skoler også en vigtig ressource i forhold til børn og unge i kommunen.
Derfor tager anbringelsesgrundlaget udgangspunkt i:
- at forældrene har ansvaret for deres børn og unge
- at familie og netværk er varige relationer i børns og unges liv
- at børn og unge har ret til inddragelse i egen sag
- at hjælp og støtte til børn og unge sker med udgangspunkt i hverdagslivet og så tæt på de almene børne- og ungefællesskaber som muligt
- at hensynet til børn og unge indgår i alle kommunale beslutninger vedrørende forældre og andre i børnenes netværk
- at der er samarbejde og koordinering mellem de faglige miljøer, der arbejder med børn, unge og deres familier
I Nyborg Kommune gælder følgende overordnede kriterier for anbringelse, når der er åbenbar risiko for barnets eller den unges sundhed, udvikling eller trivsel:
- Beskyttelse af barnet/den unge mod svigt, fysisk og psykisk vold og overgreb i hjemmet
- Ingen eller meget begrænset forældreevne hos både far og mor
- Misbrug, kriminalitet eller andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet/den unge
- Barnet/den unge lever under så graverende forhold i hjemmet, at barnets/den unges sundhed eller udvikling er truet i alvorlig grad
- Anbringelse skal have et udviklingsperspektiv og sigte på at bringe barnet/den unge så tæt på et almindeligt hverdagsliv som muligt
Udfordringer i dagpleje, dagtilbud, skoler og fritidstilbud kan som altovervejende udgangspunkt aldrig alene føre til anbringelse.
Udfordringer vedrørende familiens bolig, beskæftigelse og økonomi kan som altovervejende udgangspunkt aldrig alene føre til anbringelse.
Anbringelse skal ske af hensyn til barnet ud fra en samlet vurdering af alle forhold omkring barnet.
Anbringelse af barnet prioriteres i følgende rækkefølge:
- Netværksanbringelse
- Anbringelse på eget værelse (kun for unge, der vurderes at være i stand til at bo selv)
- Plejefamilie
- Et mindre nærmiljø såsom et mindre børne- og ungehjem
- Børne- og ungehjem med behandlingsindsats
For spæd- og småbørn anvender vi som hovedregel anbringelse i eget netværk eller i plejefamilie. I alle sager om anbringelse af spæd- og småbørn skal der tages stilling til adoption.
Anbringelse på børne- og ungehjem sker kun, hvis der er et særligt behandlingsbehov hos barnet, som ikke kan opfyldes i en plejefamilie.
Anbringelsesgrundlag for 0-3-årige
Nyborg Kommune skal anbringe 0-3-årige børn, der er i åbenbar risiko for at lide alvorlig skade på sundhed og udvikling, og det vurderes, at barnets behov for støtte ikke kan afhjælpes med mindre indgribende indsatser. Det sker i disse tilfælde:
- Barnet er udsat for fysisk eller psykisk vold, og forældremyndighedsindehaveren ikke kan hjælpes til at beskytte barnet mod vold
- Barnet oplever seksuelle overgreb, og forældremyndighedsindehaveren ikke kan hjælpes til at beskytte barnet mod overgreb
- Forældrene er stærkt udsatte i form af personlige, fysiske, psykiske og sociale faktorer, misbrug eller andet med meget begrænset udviklingskompetence
- Hvor det er nødvendigt med en anbringelse for at gennemføre behandling eller undersøgelse af forældrene og/eller barnet
- Barnet har vidtgående handicap
- Andre helt særlige forhold, der kan nødvendiggøre en anbringelse
- Anbringelse kan ske direkte fra fødslen, når dette er nødvendigt af hensyn til barnet.
Anbringelsesgrundlag for 4-12-årige
Når forebyggende hjemmebaserede indsatser ikke kan afhjælpe barnets behov for støtte, skal Nyborg Kommune anbringe - eller opretholde en anbringelse - af 4-12-årige ved et eller flere af følgende tilfælde:
- Barnet er udsat for fysisk eller psykisk vold, og forældremyndighedsindehaveren kan ikke hjælpes til at beskytte barnet mod vold
- Barnet er udsat for seksuelle overgreb, og forældremyndighedsindehaveren kan ikke hjælpes til at beskytte barnet mod overgreb
- Forældrene er stærkt udsatte i form af personlige, fysiske, psykiske og sociale faktorer, misbrug eller andet med meget begrænset udviklingskompetence
- Hvor det er nødvendigt med en anbringelse for at gennemføre behandling eller undersøgelse af forældrene og/eller barnet
- Barnet har vidtgående handicap
- Barnet begår gentagen grov kriminalitet/vold, er i massivt misbrug eller udviser andre adfærds- eller tilpasningsproblemer
- Barnet har været anbragt siden tidlig barndom og har ingen eller meget svage familierelationer. Anbringelsen sker for at sikre kontinuitet og stabilitet for barnets tilknytning til anbringelsesstedet
- Anbringelse er nødvendig for at beskytte den unge mod alvorlig selvskadende adfærd
- Uledsagede flygtningebørn
- Andre helt særlige forhold, der kan nødvendiggøre en anbringelse
Anbringelsesgrundlag for unge 13-17-årige
Når forebyggende hjemmebaserede indsatser ikke kan afhjælpe den unges behov for støtte, skal Nyborg Kommune anbringe - eller opretholde en anbringelse - af 13-17-årige ved et eller flere af følgende tilfælde:
- Den unge er udsat for fysisk eller psykisk vold, og forældremyndighedsindehaveren kan ikke hjælpes til at beskytte den unge mod vold
- Den unge er udsat for seksuelle overgreb, og forældremyndighedsindehaveren kan ikke hjælpes til at beskytte den unge mod overgreb
- Forældrene er stærkt udsatte i form af personlige, fysiske, psykiske og sociale faktorer, misbrug eller andet med meget begrænset udviklingskompetence
- Hvor det er nødvendigt med en anbringelse for at gennemføre behandling eller undersøgelse af forældrene og/eller unge
- Den unge har vidtgående handicap
- Den unge begår gentagen grov kriminalitet/vold, er i massivt misbrug eller udviser andre adfærds- eller tilpasningsproblemer, eller hvis den unge har begået kriminalitet efter domstolenes eller Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelser
- Den unge har været anbragt siden tidlig barndom og har meget svage eller slet ingen familierelationer
- Anbringelse er nødvendig for at beskytte den unge mod alvorlig selvskadende adfærd
- Uledsagede flygtninge
- Andre helt særlige forhold, der kan nødvendiggøre en anbringelse
Nyborg Kommune vælger den indsats, som den børnefaglige undersøgelse eller den ungefaglige undersøgelse viser, at barnet reelt har behov for. En anbringelse uden for hjemmet skal ikke udskydes, til anden hjælp og støtte er afprøvet, hvis en anbringelse er nødvendig for at afhjælpe barnets behov for støtte.
Hvis det må antages, at barnet vil være anbragt i en længere årrække, skal kommunen overveje, om hensynet til kontinuitet og stabilitet i barnets opvækst taler for, at barnet bortadopteres som alternativ til en anbringelse. Formålet med reglen er at styrke anvendelsen af adoption i de tilfælde, hvor der reelt ikke er udsigt til, at forældrene kommer til at kunne varetage omsorgen for barnet.
Nyborg Kommunes børne- og ungehjem eller børne- og ungehjem via Tilbudsportalen.
Plejefamilier.
Netværksplejefamilier.
Det er karakteren af den konkrete anbringelsessag, der er afgørende for, hvor ofte der skal være en opfølgning, og hvordan opfølgningen skal afholdes. Dog skal de lovpligtige opfølgninger og børnesamtaler ud fra barnets lov overholdes.
Når barnets plan/ungeplanen for anbringelsen udarbejdes, tager kommunen samtidig stilling til, hvornår og hvordan den ønskede effekt med anbringelsen forventes opnået, herunder om en evt. hjemgivelse kan komme på tale og i så fald tidshorisonten herfor.
Der kan klages over afgørelsen.
Klagefristen er 4 uger fra modtagelsen af afgørelsen.
Når klagen er modtaget, bliver afgørelsen revurderet. Såfremt Nyborg Kommune fastholder afgørelsen, sendes klagen til Ankestyrelsen.
Godkendt af Byrådet 10. september 2024.