Aflastning og afløsning

Aflastning og afløsning kan give familier en pause fra at passe deres barn med en funktionsnedsættelse.

Formål

Formålet med afløsning og aflastning er at give dig og familien en pause fra opgaverne med at passe dit plejekrævende barn, så du kan få tid til at tage dig af eventuelt søskende eller bare få et pusterum sammen med familien.

Aflastning kan endvidere forebygge en anbringelse af barnet uden for hjemmet.

Hvem kan få hjælp?

Du kan få hjælp, hvis du passer dit barn i hjemmet, og barnet har et stort behov for hjælp eller opsyn i alle døgnets timer.

Behovet for aflastning eller afløsning skal skyldes barnets funktionsnedsættelse. Aflastningen skal ske af hensyn til den øvrige familie.

Hvad består hjælpen af?

Ordningen består enten af et aflastningsophold for barnet uden for hjemmet eller afløsning i hjemmet.

Aflastning uden for hjemmet

Du kan få tilbudt, at dit barn får midlertidigt ophold i en plejefamilie eller på et godkendt opholdssted, hvis du skal på ferie eller har brug for aflastning i en periode. 

Som udgangspunkt kan du efter Nyborg Kommunes serviceniveau maksimalt få tilbudt aflastningsophold op til: 

  • 3-5 årige: 6 døgn pr. måned 
  • 6-9 årige: 8 døgn pr. måned
  • 10-13 årige: 10 døgn pr. måned
  • Over 13 år: 12 døgn pr. måned

Aflastninger på 15 døgn pr. måned eller mere er en anbringelse og skal behandles som sådan både af hensyn til barnet og af hensyn til omkostningerne ved aflastning.

Et døgn regnes fra kl. 12 den første dag til kl. 12 næste dag.

Aflastningen kan gives som enkelte dage, weekender eller ferier op til to uger ad gangen. 

Afløsning i hjemmet 

Ordningen består af to forskellige typer af afløsning:

  1. Afløsning hvor en medarbejder fra Nyborg Kommune er til stede i hjemmet. Det giver dig mulighed for at forlade hjemmet i en periode for eksempel for at købe ind og lignende. Denne form for afløsning tilbydes kun, hvis barnet ikke kan være alene i boligen. 

  2. Afløsning hvor du bliver afløst i forhold til konkrete opgaver. Du kan for eksempel få hjælp til rengøring, som afløsning for at du passer et barn. Denne afløsning kan udføres af en person, som du selv udpeger. Du kan ikke udpege et familiemedlem til opgaven. 

Social og Familie afgør hvilken type aflastning eller afløsning, du kan få.

Sådan søger du

Du kan kontakte Social og Familie på telefon, mail eller brev, hvis du ønsker at søge om aflastning eller afløsning. 

Du kan forvente at blive kontaktet af en medarbejder fra kommunen senest en uge efter kommunen har modtaget din ansøgning. Medarbejderen vil foretage en vurdering af din og barnets situation og afklare behovet for hjælp og støtte. Derefter vil medarbejderen enten godkende eller afvise din ansøgning.

Kontakt os

Har du spørgsmål eller vil du søge?

Social og Familie
Ringvej 3 - 5800 Nyborg

Åbnings- og telefontider

Hvad er dit ansvar?

Aflastning uden for hjemmet

Det er dit ansvar at:

  • Sørge for transport til og fra aflastningstilbuddet.
  • Medbringe alle de personlige ting, barnet skal bruge i forbindelse med opholdet: Tøj, toiletartikler, personlige hjælpemidler, bleer, eventuelt medicin og doseringsæsker til medicin med mere. 

Afløsning i hjemmet

Det er dit ansvar at: 

  • Beskrive i hvilke situationer du har brug for afløsning, eller fra hvilke opgaver du ønsker at blive afløst.
  • Aftale med afløsningen, hvordan hjælpen skal foregå.
  • Afmelde hjælpen, hvis der er tidspunkter, hvor du ikke har brug for den.
  • Efterkomme afløserens anvisninger, når dit hjem bliver en arbejdsplads for personalet.

Øvrige relevante oplysninger

Aflastningsophold og afløsning i hjemmet er gratis.

Du skal være opmærksom på, at det er fastsat i lovgivningen, at eventuelle tilskud til tabt arbejdsfortjeneste vil blive reduceret, når der bevilges aflastning og/eller afløsning. Du må ikke blive kompenseret på flere måder samtidig.

Faglig uddybning

Lovgrundlag

§ 44 i Lov om social service.

Visitationskriterier 

Aflastning og afløsning bevilges ud fra en konkret, individuel vurdering i situationer, hvor: 

  • Forældrene varetager væsentlige opgaver, som overstiger den almindelige pleje af og omsorg for barnet.

  • Forældrene har brug for aflastning/afløsning for at samle kræfter til at passe barnet igen.

  • Aflastning/afløsning kan medvirke til, at barnet kan blive i eget hjem.

Følgende kriterier indgår i vurderingen:

  • Forældrene er indisponible i forbindelse med ferieophold eller lignende.

  • Barnet er ude af stand til at være alene i under 2 timer.

  • Barnet kan være til fare for sig selv eller er ikke i stand til at tilkalde relevant hjælp.

Hvad omfatter indsatsen?

Aflastning uden for hjemmet

Aflastning tilbydes i en plejefamilie eller på et godkendt opholdssted, hvor barnet kan tilbringe dag, aften, nat eller hele døgn.

Barnet modtager den fornødne pleje, omsorg, praktiske hjælp og pædagogiske støtte under aflastningsopholdet.

Som udgangspunkt bevilges der aflastningsophold op til: 

  • 3-5 årige: 6 døgn pr. måned 
  • 6-9 årige: 8 døgn pr. måned
  • 10-13 årige: 10 døgn pr. måned
  • Over 13 år: 12 døgn pr. måned

Aflastninger på 15 døgn pr. måned eller mere er en anbringelse og skal behandles som sådan.

Afløsning i hjemmet

Ordningen består af to forskellige typer af afløsning:

  1. Afløseren løser opgaver relateret til barnet. Ydelsen bevilges som udgangspunkt med et antal timer om måneden.

  2. Afløseren løser konkrete opgaver. For eksempel varetager afløseren rengøring som afløsning for, at forælderen passer barnet. 

Eventuelt udbetaling af tabt arbejdsfortjeneste skal reduceres, når der bevilges aflastning og/eller afløsning.

Kommunens kvalitetsmål

Hjælpen ydes med respekt for den enkelte borgers holdninger og normer, herunder privatlivets grænser.

Alle afgørelser sker på baggrund af en konkret, individuel vurdering.

Leverancen er i overensstemmelse med formålet med bevillingen.

Kommunens opfølgning på bevillingen/indsatsen 

Afdelingslederen fører tilsyn med afgørelserne.

Kommunens opfølgning sker gennem løbende vurdering og personalets observations- og underretningspligt samt gennem kommunale personrettede tilsyn (§ 146 i Lov om social service).

Bevillingen vurderes efter behov.

Social og Familie fører tilsyn med, om leverancekravene er opfyldt.

Kontakt os

Har du spørgsmål?

Social og Familie
Ringvej 3 - 5800 Nyborg

Åbnings- og telefontider