Vi arbejder efter en fælles faglig metode, som hedder TOPI. TOPI står for "tidlig opsporing og indsats" og er en fælles systematik, som vi anvender i vores vurdering af børns trivsel i dagtilbud og skole. To gange om året laver personalet en trivselsvurdering af dit barns trivsel og udvikling. Det gør vi, så vi kan handle i tide, hvis dit barn har brug for støtte.
Når vi vurderer trivslen, ser vi bl.a. på:
- dit barns færdigheder og kompetencer i sociale sammenhænge
- om dit barn får tryghed og omsorg fra voksne
- om dit barn er aktive og ligeværdig deltager i fællesskabet
- om dit barn har en positiv selvfølelse
Trivselsvurdering i tre positioner
Når vi laver en trivselsvurdering gør vi det ud fra tre positioner:
- Grøn position betyder, at barnet er i god trivsel. Her handler indsatsen om at fastholde og vedligeholde den gode trivsel.
- Gul position betyder, at der er tegn og signaler på, at barnets trivsel ikke er i balance. I et tæt samarbejde med dig som forældre, undersøger vi, hvordan vi igen kan skabe balance i trivslen og handler på den viden.
- Rød position betyder, at barnets trivsel er udfordret i en svær grad, og der er behov for et tæt og aktivt samarbejde med dig som forældre. Det vil ofte være i et udvidet samarbejde med andre fagpersoner.
En position fortæller noget om, hvordan dit barn har det i en bestemt sammenhæng. Fx kan et barn trives godt hjemme, men oplever ubalance i trivslen i situationer i dagtilbud eller skole - eller omvendt.
I tilfælde af ekstra opmærksomhed eller bekymring, vil vi altid inddrage dig som forælder i et aktivt samarbejde for at være undersøgende på, hvordan vi i fællesskab styrker barnets trivsel.
Vi vil gerne forbygge og sætte ind tidligt med et ekstra fokus. Vi ved, at jo tidligere vi tager hånd om eventuelle problemstillinger, jo nemmere er det at finde løsninger og skabe balance i børnenes liv.
Derfor - oplever du, at der sker små eller store ændringer i dit barns måde at være på, så tag fat i dit barns dagtilbud/skole. Gennem dialogen kan vi sammen undersøge, hvad det konkret kan handle om, hvad vi selv kan gøre, hvem det kan være relevant at inddrage osv. ”Bump på vejen” er en del af et helt almindeligt liv. Derfor vil alle børn med stor sandsynlighed opleve, for en kort eller længere periode, at være i mindre god trivsel.
Hvis du vil vide mere
Behandling af data
Kontakt os