Tjek din grund
Region Syddanmark kortlægger kommunens ejendomme efter jordforureningsloven. Ejendommene kortlægges både ud fra viden om aktiviteter, der kan have givet anledning til forurening og ud fra konkrete undersøgelser.
Se om din grund er kortlagt som forurenetFå mere at vide
Region Syddanmark fører forurenede grunde ind i et offentligt register. På Region Syddanmarks hjemmeside kan du se, om din grund er kortlagt. Du kan også se, hvilke aktiviteter, der har ført til kortlægningen.
Hvis du har spørgsmål til kortlægningen af din ejendom, er det Regionen du skal kontakte. Regionen kan også oplyse dig om, hvorvidt de har oplysninger om din ejendom, som endnu ikke er vurderet.
Du kan kontakte Region Syddanmarks Vand og Jord-afdeling på tlf. 7663 1917.
Jf. Jordforureningslovens §4: "Et areal betegnes som kortlagt på vidensniveau 1, hvis der er tilvejebragt en faktisk viden om aktiviteter på arealet eller aktiviteter på andre arealer, der kan have været kilde til jordforurening på arealet.”
Ejendomme, hvor man har kendskab til at der har været aktiviteter, der kan give anledning til forurening bliver således V1-kortlagte. Aktiviteter, der kan give anledning til V1-kortlægning er blandt andre trykkeri, trælasthandel, garverigrunde, autoværksteder. Olietanke over 6000 L kan også udløse en V1-kortlægning. På disse ejendomme er der således ikke udført undersøgelser, og ejendommen er så længe den er V1-kortlagt 'mistænkt'. Når ejendomme V1-kortlægges, kortlægges oftest hele matriklen.
Når V1-kortlagte ejendomme sidenhen undersøges, er der to scenarier. Det ene er, at grunden udgår af kortlægningen. Det sker, hvis forureningsundersøgelsen bekræfter, at der ikke er forurenet på ejendommen. Det andet scenarie er, at en del eller hele ejendommen kortlægges på V2. Det sker, når forureningsundersøgelsen bekræfter en forurening på ejendommen.
Jf. Jordforureningslovens §5: ”Et areal betegnes som kortlagt på vidensniveau 2, hvis der er tilvejebragt et dokumentationsgrundlag, der gør, at det med høj grad af sikkerhed kan lægges til grund, at der på arealet er en jordforurening af en sådan art og koncentration, at forureningen kan have skadelig virkning på mennesker og miljø.”
V2-kortlagte grunde, er dem, hvor Regionen har klare bevismaterialer for, at der har fundet en forurening sted. Det kan eksempelvis være et gartneri eller renseri. På disse ejendomme er der allerede udtaget prøver af jorden, der bekræfter forureningen. Hvis man ønsker at få ophævet en V2-kortlægning, kræver det en oprensning af grunden. Omfanget af oprensningen skal afklares med Regionen, idet Regionen er kortlægningsmyndighed.
Regionen laver en nuancering af V2-kortlagte boligejendomme med betegnelserne F0, F1 og F2 afhængig af forureningens karakter. Nuanceringen har betydning for, hvilke forbehold der skal tages ved aktiviteter på ejendommen.
Ja, som ejer af en forurenet ejendom er der flere ting man skal være opmærksom på:
Bygge-/anlægsarbejde
Hvis man ønsker at bygge og/eller grave på en kortlagt ejendom, skal man oftest søge Nyborg Kommune om tilladelse til projektet. Tilladelsen gives efter §8 i Lov om forurenet jord, og kræves, hvis arealet skal ændres til følsom anvendelse, herunder bolig, børneinstitution og alment tilgængelige arealer. Hvis Regionen har indsats på ejendommen kræves der også tilladelse efter §8, uanset om der er tale om følsom anvendelse, eller erhverv, idet projekter ikke må vanskeliggøre eller fordyre Regionens senere offentlige indsats.
For at der kan meddeles tilladelse efter §8 i Lov om forurenet jord, kræves der ofte en række undersøgelser på ejendommen, der belyser forureningssituationen. Det er undersøgelserne, der danner baggrund for, at Kommunen kan udarbejde en tilladelse til projektet med indeholdende vilkår, der passer til den givne forureningssituation.
I tilladelser efter §8 i Lov om forurenet jord, stilles der vilkår til at projektet skal foregå på bestemte vilkår, ligesom indeklimaet i kommende boliger skal sikres, og at der ikke må være kontaktrisiko på ejendommen. Tilladelserne skal derved sikre, at projektet er sundhedsmæssigt forsvarligt, og lever op til kravene om indeklima og kontaktrisiko.
Som udgangspunkt kan man bruge sin grund som hidtil, selvom den kortlægges. Det kan dog være, at man skal lave nogle tiltag for at undgå kontakt med forureningen, eksempelvis at vedligeholde en belægning, eller undgå at bruge haven til at dyrke spiselige afgrøder.
Som ejer skal du underrette brugere og lejere om forureningen.
Flytning af jord
Hvis du vil flytte jord fra en kortlagt ejendom, skal du anmelde det til kommunen. Jordflytningen skal anmeldes inden du begynder at grave.
I Nyborg Kommune bruger vi jordweb til at håndtere jordflytninger.
Information om jordflytninger og vores jordflytningsregulativ kan ses her.
Nyttige links
Kontakt os
Har du spørgsmål om kortlagte ejendomme?
Åbnings- og telefontider