10 eventzoner, 8 storskærme, et fremragende cykelløb og et brag af et afterparty. 2. juli blev en af Nyborgs mest spektakulære dage nogensinde. Men udover alt det, der skete på dagen, hvor Tour de France kom til byen, skabte cykelløbet og den gule folkefest også en masse unikke aktiviteter og arrangementer i perioden op til.
Sideevents i massevis
I alt blev mere end 50 sideevents udtænkt, planlagt og afholdt i Nyborg Kommune i månederne op mod Tourens 2. etape 2. juli. Her greb lokale foreninger og erhvervsdrivende muligheden og inviterede til tour-quizzer, børne cykelshows, standerhejsning, land art-produktion og meget, meget mere.
Nyborg Cykle Klub genoplivede blandt andet det traditionsrige gadeløb, da de tirsdag 28. juni gav de fremmødte tilskuere smæk for skillingen på den hektiske rute rundt i midtbyen med målstreg på Torvet.
Nyborg Kommunes lokale skoleelever dekorerede og hængte mere end 1000 tour-trøjer op foran Bryggergården - tæt på målstregen på Storebæltsvej.
Præcis en uge inden de professionelle cykelryttere skulle slås med Nyborgs gader, havde børnene på Østfyn samme mulighed, da mere end 200 børn og unge deltog i BørneTouren i Nyborg.
Du kan læse mere og se billeder og videoer af alle sideeventsne på facebook-siden "Vi mødes om Touren - Nyborg 2022".