Nyt design og forbedret søgefunktion: Gå på opdagelse på den nye hjemmeside
I dag lanceres Nyborg Kommunes nye hjemmeside, der gør det nemmere og mere enkelt for borgere og virksomheder at finde den information, de har brug for.
Nyt design, klimaknap og en mere præcis søgefunktion. Det er nogle af de forbedringer, du fra 30. januar 2025 vil opleve, når du besøger vores hjemmeside. En omfattende opdatering har nemlig forenklet designet og haft fokus på, at borgere og virksomheder nemt skal kunne finde frem til kommunens tilbud.
Derfor er søgefunktionen også gjort mere brugervenlig, forklarer kommunikationskonsulent og webmaster i Nyborg Kommune Line Bruun:
Vi vil gerne have en hjemmeside, der både er moderne, tilgængelig og sætter de besøgende først. Selvfølgelig skal den leve op til standarderne for blandt andet IT-sikkerhed og tilgængelighed, men den skal først og fremmest forbedre vores kommunikation med borgerne. Derfor har den nye hjemmeside en forbedret søgefunktion, og vi har også indført en chatbot, der er baseret på kunstig intelligens og kan hjælpe vores besøgende med hurtigt at finde information og svar på deres spørgsmål.
Brugervenlighed og klimaknap
Det er altså stadig på vores hjemmeside, at du nemt og hurtigt kan finde svar på dine spørgsmål, ansøge om byggetilladelse, anmelde rotter, skrive dit barn op til daginstitution og meget, meget andet. Men nu får du også mulighed for at gøre det på en mere klimavenlig måde.
En såkaldt klimaknap giver nemlig besøgende mulighed for at vælge en særlig CO2-besparende version, hvor hjemmesiden er uden farver og billeder. På den måde reduceres CO2-aftrykket med op til 60 % - både ved at nedsætte den mængde data, der skal hentes fra serveren, og ved at nedsætte energiforbruget på den skærm du åbner hjemmesiden på.
Du finder klimaknappen med teksten ”reducér sidens klimaaftryk” på siden nederst til højre.
Klik rundt og fortæl os hvad du synes
Hvad synes du om det nye design på vores hjemmeside? Gav den nye søgefunktion dig svar på dine spørgsmål? Og har du prøvet at spørge chatbotten om hjælp?
Vi tilpasser og justerer løbende opsætningen og informationen på hjemmesiden - så hvis du har en god idé, eller mener noget bør ændres, er du velkommen til at skrive til os på kommunikation@nyborg.dk