Alle sundhedsaktører og patientforeninger er flyttet ind, kunstværkerne er kommet helt på plads, og dørene er nu også officielt åbnet for Nyborg Sundhedshus. For selvom borgere siden november har kunnet besøge både læger, kiropraktor, tandlæge og de øvrige aktører i bygningen, så er det først i dag, at Nyborg Kommunes nye sundhedshus officielt er blevet indviet.
Det skete med en lang række taler, rundvisninger i huset og mulighed for at tale med alle involverede i projektet. For borgmester Kenneth Muhs (V) er det en længe ventet dag, der markerer noget helt særligt:
Det er stort, at vi nu endelig kan indvie huset, der på mange måder er et banebrydende byggeri. For det første er det den største anlægsinvestering i Nyborg Kommune, hvilket er iøjefaldende i sig selv. Men endnu vigtigere så markerer det en helt ny måde at indrette vores sundhedstilbud på, der sætter borgerne i centrum. Her rykker kommune, region, private og patientforeninger tæt sammen for at kunne samarbejde bedre på tværs. Det er en fremtidssikring af vores sundhedstilbud, som jeg er meget stolt af, og som gør Sundhedshuset til borgernes hus.
Kenneth Muhs, borgmester Venstre
Helt konkret så rummer Sundhedshuset nemlig både kommunens sundheds- og forebyggelsesindsatser som fx rygestopkurser, men også en lang række private sundhedstilbud – praktiserende læger, speciallæger, kiropraktor og tandlægeklinik - og desuden 20 midlertidige pladser til borgere, der har brug for omsorg og pleje efter udskrivelse fra sygehuset, som ikke kan varetages i eget hjem.
Sundhedshuset er opstået i tæt samarbejde mellem Region Syddanmark og Nyborg Kommune, som også har ført til, at sygehusets tilbud til de lokale borgere er i gang med at ændre sig. Der kommer blandt andet et medicinsk daghospital og en høreklinik på sygehuset. På den måde vil patienterne fremover i højere grad opleve, at der tænkes på tværs af sygehus, sundhedshus og behandling i eget hjem, fortæller regionsrådsformand i Region Syddanmark Bo Libergren (V), der også var med til at markere indvielsen:
Det samarbejde, vi har omkring både sundhedshuset og sygehuset i Nyborg, er et mønstereksempel på, hvordan man i fællesskab kan udvikle det nære sundhedsvæsen. Det er noget at det, vi skal meget mere af i fremtiden. For det tætte samarbejde mellem sygehus, almen praksis og de mange kommunale og lokale sundhedstilbud, der findes i sundhedshuset, er afgørende for, at patienterne får den bedst mulige behandling og hjælp – fra de første symptomer til patienterne er helt raske eller har lært at leve med en kronisk diagnose.
Bo Libergren (V)
Udover Borgmester Kenneth Muhs (V) og regionsrådsformand Bo Libergren (V), så deltog også formand for Sundheds- og Forebyggelsesudvalget i Nyborg Kommune Jan Christiansen (V), Projektchef Claus Minds fra C.C. Contractor og Udvalgsleder for Legatudvalget for Billedkunst ved Statens Kunstfond, Anja Franke, i den officielle indvielse af Nyborg Sundhedshus.
Samtidig med indvielsen af Sundhedshuset blev værket ’Overgange’ også afsløret, som er støttet af både Nyborg Kommune og Statens Kunstfond.
Du kan læse mere om Nyborg Sundhedshus og dets mange tilbud lige her
FAKTA
- Nyborg Sundhedshus er tegnet af CUBO og opført af C.C. Contrator.
- Sundhedshuset er den første bygning i Nyborg Kommune, der kan blive guld-certificeret i DGNB. Det betyder, at byggeriet lever op til de mest relevante bæredygtighedsparametre for en bred vifte af områder, herunder indeklima, CO2-aftryk, bygningens holdbarhed, sundhedsskadelig kemi og meget mere.
- Nyborg Sundhedshus rummer en sygeplejeklinik, en række sundheds- og forebyggelsestilbud, Nyborg Kommunes patientforeningerne og seks private sundhedstilbud - to klinikker for almen praksis (Nyborg Lægehus og Huslægerne), to speciallægeklinikker (Hudklinikken i Nyborg og Ørelægen i Nyborg), én kiropraktor (Rygxperten) og én tandlæge (Tandklinik Steengaard). Herudover, er der etableret 20 nye midlertidige pladser til borgere, der har brug for omsorg og pleje efter udskrivelse fra sygehuset, som ikke kan varetages i eget hjem.
- Kunstværkerne i bygningen er en del af det integrerede kunstprojekt i sundhedshuset, som er udført af Iben West med støtte fra Statens Kunstfond.
For yderligere oplysninger, kontakt
Borgmester Kenneth Muhs (V). Tlf. 2159 9966.
Regionsrådsformand Bo Libergren (V), Region Syddanmark. Tlf. 2920 1800.