Nyhed, tilføjet 08. okt. 2024

Markering af Slaget ved Nyborg 1659

I år er det 365 år siden, at Slaget ved Nyborg fandt sted. Derfor inviterer Fonden for Nyborg Fæstning til en større markering af det historiske slag.

Den 14. november 2024 markerer vi årsdagen for Slaget ved Nyborg 1659.

I år er det 365 år siden, at det betydningsfulde slag fandt sted, og derfor inviterer Fonden for Nyborg Fæstning alle til en historisk, lærerig og spændende dag, hvor vi samles for at minde, hylde og lære om den skelsættende dag tilbage i 1659.

Kl. 11.00 - 11.45 er der i dagens anledning gudstjeneste i Vor Frue Kirke i Nyborg, hvorefter vi sammen går fra kirken til mindestenen, hvor der på traditionel vis vi blive lagt en krans.

Kl. 15.45 - salutering.

Kl. 16.15 starter et større arrangement på Bastionen i Nyborg, hvor Kvindelige Marineres Musikkorps spiller koncert og Nicolai Knudsen fra Nyborg Museum holder foredrag om forsøg med historisk krudt og om Slaget ved Nyborg. Afslutningsvist serverer Kongens fadebur smagsprøver på tidens spise.

Tilmeld dig arrangement på Bastionen via e-mail til byraadssekretariat@nyborg.dk senest 4. november 2024.

Hvorfor fejrer vi særligt dagen i år?

I år er det 365 år siden, at slaget ved Nyborg fandt sted. Derfor vil arrangementet 14. november 2024 være en dag, som genfortæller historien og samler byens borgere.

Vi fejrer og mindes Slaget ved Nyborg 1659 ved

  • Handelsstandsforeningen udsmykker deres vinduer til ære for dagen
  • Nyborg Lokalhistoriske Arkiv genfortæller historien gennem plancher
  • Danmarks Naturfredningsforening Nyborg fortæller om/visualiserer naturen på volden ”før, nu og i fremtiden”
  • Østfyns Museer afholder rollespil for børn og barnlige sjæle i hele uge 46
  • På Bastionen afholdes som afslutning på hele ugen og selve festdagen ovenstående beskrevet arrangement, hvor alle er velkommen til at deltage.

Hvorfor er denne dag vigtig at mindes?

I 1659 var størstedelen af Danmark besat af Sverige. Slaget ved Nyborg 14. november 1659 blev et afgørende slag, hvor de svenske tropper blev sendt tilbage. Dette vigtige slag i Nyborg fik den betydning for Danmark, at vi den dag i dag kan kalde os dansk og ikke svensk.

Derfor er begivenheden en vigtig del af Danmarkshistorien.

Ikke mindst er det også vigtigt at hylde og mindes de soldater, som kæmpede en brag kamp.