Gylleudslip i Bredemoserenden ved Langå
Onsdag 22. januar blev der opdaget et større gylleudslip i vandløbet Bredemoserenden ved Langå i den sydlige del af kommunen.
Bredemoserenden løber ind i Stokkebækken, og udslippet har som minimum påvirket en strækning af vandløbet på knap 2 km, hvor der i øjeblikket er tegn på forurening og døde fisk i vandet.
Vores naturmedarbejdere har i samarbejde med Fyns Politi, Beredskab Fyn, miljøvagten og Svendborg Kommune siden i går været i gang med at afgrænse udslippet og håndtere situationen bedst muligt.
Vi foretager nu yderligere undersøgelser af gylleudslippets påvirkning og følger den næste tid udviklingen i vandets kvalitet.
Hvis du befinder dig i området, eller går tur langs Bredemoserenden eller Stokkebækken, vil du muligvis opleve tegn på forurening og døde fisk. Hvis du oplever noget atypisk i området hen over de næste dage – det kan fx være stor skumdannelse og ildelugtende forhold (svovlbrinte, lugt af rådne æg) – må du meget gerne kontakte vores naturafdeling direkte på adah@nyborg.dk.