Søg

Årsregnskab med overskud og udgifter i balance

Årsregnskabet for 2024 viser et overskud på driften på 70 mio. kroner, og at udskudte anlægsudgifter giver en stor kassebeholdning.

Der er sorte tal på bundlinjen i kommunens regnskab for 2024. Samlet set kommer Nyborg ud med et overskud på driften på 70 mio. kroner, og samtidig står der godt 142 mio. kroner sparet op til kommende udgifter. Kommunens samlede budgetramme er på ca. 2,6 mia.

At årsregnskabet ender med et overskud og en høj likviditet, selvom 2024 var et år med besparelser, skyldes især, at der er en række anlægsudgifter, som regnskabsteknisk er blevet udskudt fra 2024 til 2025. Det handler altså ikke om ændringer i, hvad der er sat midler af til, men om nogle forsinkelser der gør, at pengene først skal trækkes fra 2025-budgettet. Fx for nødvendige renoveringer af Ullerslevhallen og Ringvejen. Derudover har kommunen fået et uventet godt afkast på sine investeringer, som også er med til, at årsregnskabet ender i et plus.

Set i lyset af at 2024 var et år med et økonomisk mindre råderum og omprioriteringer i budgettet, så er årsregnskabet tilfredsstillende. Det er vigtigt, at vi i administrationen er omhyggelige med borgernes penge og netop sørger for, at kommunen har en sund økonomi – både på kort og lang sigt. Det er derfor, der i 2024 blev prioriteret, som der gjorde, og det som årsregnskabet viser,

- fortæller vicekommunaldirektør Anders Martin Sørensen.

Derfor var de omprioriteringer, der blev gennemført i 2024, også nødvendige. For det handler ikke kun om det økonomiske øjebliksbillede her og nu men om at der skal være penge nok til velfærdområderne i mange år frem, fortæller borgmester Kenneth Muhs (V):

Hovedformålet med at omprioritere i økonomien var at finde ekstra penge til udviklingsplanen for socialområdet. Det er en langsigtet investering, som vi dermed gav en økonomisk garanti for fremfor at skulle ud og finde pengene i budgetterne år efter år. Det stærke regnskab giver også mulighed for at løse akutte renoveringsbehov, og jeg er glad for at have været med til at tage ansvar for, at kommunens økonomi er god og der netop også er råd til uforudsete udgifter,

- siger borgmester Kenneth Muhs (V).

Regnskabet over kommunens økonomi for 2024 viser også, at der er områder, hvor udgifterne generelt stiger. I alt er serviceudgifterne vokset med godt 6 % sammenlignet med året før og det skyldes især stigende udgifter på det specialiserede socialområde, ældreområdet og på overførselsudgifter som fx førtidspension og fleksjob.

Læs mere

Du kan dykke ned i årsregnskabet, der bliver præsenteret for økonomiudvalget i dag 17. marts og for byrådet 25. marts.

Nyborg Kommunes årsregnskab for 2024 (se punkt 2)