
Kom med til Grønne Bolig-Dage og giv din bolig en grøn hånd
Der er mange gode grunde til at spare på energien. Men, hvordan kommer man i gang og hvad giver mest mening? Nyborg Kommune sætter spot på energien – den energi, vi bruger i private boliger. Derfor inviterer vi mere end 3000 boligejere til Grønne Bolig-Dage og til at deltage på et eller flere af forårets mange energi-arrangementer i flere af vores byer.
Det kan være svært at overskue, hvor man som boligejer skal tage fat, og derfor lancerer Nyborg Kommune nu Grønne Bolig-Dage, der er overskriften på en masse bolig-energi-arrangementer, der hen over foråret, sætter spot på, hvordan nyborgenserne sænke energiregningen.
Grønne Bolig-Dage er et led i Nyborg Kommunes Klimaplan, hvor vi arbejder med at fremme viden og vejledning om energiforbedringer i boliger. Det handler om at sænke energiforbruget og om, hvordan vi får bedre boliger i Nyborg.
Så drømmer du om at skære en luns af varmeregningen, slippe for træk i stuen eller vinke farvel til olie- gas- eller pillefyret, så er der masser gode nyheder.
Arrangementerne er relevante for alle, der er nysgerrige på boligrenovering – men særligt er det relevant for boliger med energimærke D,E, F eller G, da de potentielt har særligt gode muligheder for energigevinster og sænke energiregningen.
Fakta
- Mere end 3000 boligejere med energimærke D, E, F eller G har modtaget invitation via e-Boks.
- 9 byer
- 8 energi-arrangementer, flere er på vej
- Grønne Bolig-Dage er arrangereret i samarbejde med SPAR ENERGI, EnergiTjenesten, Varmepumpeindustrien, BYGMA samt flere lokale ejendomsmæglere og banker.