SAMMEN om det sunde liv
Velkommen til sundhedspolitikkens side, hvor du kan læse om det sundhedsfremmende og forebyggende arbejde Nyborg Kommune.
SAMMEN om det sunde liv – Sundhedspolitik 2024-2027 pejler mod en vision hvor Nyborg Kommune er en foregangskommune for det sunde liv. Vi ønsker sunde og livsglade borgere, med flere gode leveår uden sygdom. Den politiske vision hviler på et stærkt vidensgrundlag. Baseret på dette er der defineret tre principper for det arbejde, der går på tværs af fire pejlemærker.
På denne side kan du dykke ned i sundhedspolitikkens elementer og finde links til relevant baggrundsviden.
Den reviderede sundhedspolitik er et resultat af en bred inddragelsesproces hvor politikere, råd, borgere og medarbejdere på tværs af kommunens har bidraget med værdifulde perspektiver, indsigter og erfaringer. Læs mere om processen på Nyborg Kommunes borgerinddragelsesplatform
Læs SAMMEN om det sunde liv
Hvis du vil vide mere...
SAMMEN om det sunde liv
Vores sundhed har afgørende betydning for, at vi trives, er glade og kan gøre de ting, der gør livet meningsfuldt. Hele livet. Sundhed handler om, at vi har det godt både fysisk, mentalt og socialt – og er derfor meget mere end blot at undgå sygdom. Vores ambition er tydelig: vi ønsker sunde og livsglade borgere, der nyder flere gode leveår uden sygdom.
I Byrådet ønsker vi, at Nyborg Kommune er en foregangskommune for det sunde liv. Vi prioriterer sundhedsfremme og forebyggelse, fordi det handler det om at understøtte det gode og sunde hverdagsliv for alle borgere. Sundhedsfremme og forebyggelse er en prioritering i den enkelte borgers sundhed, og folkesundheden som helhed. Det handler om at fremme den mentale sundhed og gode vaner, for at flere har det godt, og for at bremse udviklingen i antallet af borgere, der kæmper med psykiske lidelser og kroniske sygdomme.
Vi arbejder i Nyborg Kommune for at gøre det sunde valg til det lette valg. Vi tror på, at ved at løfte sundheden i fællesskab og ved at tage ansvar for vores egen sundhed, kan vi sammen opnå flere gode leveår uden sygdom og en sundere kommune, både for nuværende og kommende generationer.
Sundhedspolitikkens principper og pejlemærker er formuleret ud fra de sundhedsudfordringer, vi står overfor samt de politiske aftaler og målsætninger, vi som kommune, skal følge og støtte op om. Det kræver en helhedsorienteret tilgang, hvor vi arbejder strategisk på tværs af Nyborg Kommune, civilsamfundet og samarbejder med det øvrige sundhedsvæsnet. Det gør vi både med strukturelle indsatser og konkrete effektive løsninger og tilbud, der forebygger og opretholder god mental og fysisk sundhed i vores kommune.
Med Sundhedspolitikken SAMMEN om det sunde liv ser vi frem til et fortsat godt samarbejde om sundhed og trivsel for alle borgere i Nyborg Kommune.
I Nyborg Kommune ses en positiv udvikling i sundheden på flere parametre. Der er fald i andelen af borgere over 16 år, der ryger dagligt, eller drikker mere end Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Men der er et stort potentiale for sundhedsfremme på tværs af risikofaktorer. Fx viser lokale tendenser fra Den regionale Sundhedsprofil 2021 en stigning i andelen af borgere over 16 år, der vurderer at have et dårlig mentalt eller fysisk helbred. Samtidig ses en høj forekomst af borgere, der lever med overvægt og svær overvægt, samt en større andel, der er fysisk inaktive i fritiden.
Mange tendenser gælder både lokalt og nationalt i en tid, hvor samfundet står overfor en demografisk udvikling, hvor andelen af ældre borgere stiger, flere borgere får sygdomme og flere lever med psykiske lidelser. Det kombineret med, at der bliver færre borgere i den arbejdsdygtige alder pr. ældre borger til at løfte opgaverne i sundhedsvæsenet.
Udviklingen skaber et markant pres på sundhedsvæsenet, der i særdeleshed rammer kommunerne. Men en stor del af sygdomsbyrden kan forebygges. Det kræver en omstilling til et mere nært sundhedsvæsen, med styrket fokus på forebyggelse og med indsatser, der fremmer mere lighed i sundhed. Sundhedspolitikken skal sikre en tidlig forebyggende indsats og fokusere på de sundhedsområder, hvor udfordringerne og behovet er størst, nu og i den nærmeste fremtid.
Sundhed og trivsel i Nyborg Kommune
Læs mere om hvordan det står til med sundhed, mental trivsel og risikoadfærden blandt unge.
15-25-årige i Nyborg Kommune her
Personer over 16 år i region Syddanmark og Nyborg Kommune her
Sundhed skabes og fremmes der, hvor vi lever livet, fx når vi uddanner os, i naturen, når vi færdes i byen, i foreningslivet og i hvert enkelt hjem. Vi har derfor alle en vigtig rolle at spille, for at løfte sundheden i Nyborg Kommune.
Alle borgere har et grundlæggende ansvar for egen sundhed. Det indebærer at være opmærksom på eget helbred og træffe sunde valg i hverdagen. Samtidig spiller kommunen en vigtig rolle i at skabe rammer og etablere sundhedstilbud, der fremmer en sund livsstil for borgerne. Ansvaret for egen sundhed og kommunens ansvar for borgernes sundhed, er hinandens forudsætninger. Borgeren kan have svært ved at opretholde en sund livsstil, hvis rammerne i kommunen ikke er tilstrækkelige. På samme måde kan kommunes indsatser være forgæves, hvis borgerne ikke tager ansvar for deres egen sundhed. Derfor er det afgørende, at borgeren og kommunen arbejder sammen for at løfte sundheden i Nyborg Kommune. Derudover komplementerer civilsamfundet, kommunens indsatser på bedste vis ved at bidrage til rammerne for en sund levevis og med sundhedsfremmende aktiviteter.
Visionen for sundheden i Nyborg Kommune er fortsat aktuel. Den tegner et billede af en fremtid, hvor Nyborg Kommune er en foregangskommune for det sunde liv. Det sunde valg skal være det lette valg. Vi ønsker sunde og livsglade borgere, der har flere gode leveår uden sygdom.
Formålet med sundhedspolitikken er at udfolde vision og retning for det borgerrettede fokus i arbejdet med Sundhedslovens § 119 stk. 1 og 2. Det sker blandt andet igennem sundhedsfremmende tilbud og strukturelle tiltag på tværs af afdelinger i Nyborg Kommune.
Sundhedspolitikken skal sikre sammenhæng mellem mål og aftaler på nationalt og regionalt niveau, samt de lokale prioriteringer og indsatser. Den skaber overblik og tværgående fokus i hele kommunen og i de lokale miljøer, hvor sundhedsopgaven løftes ved at tydeliggøre det fælles ansvar for sundheden i hele Nyborg Kommune.