Søg

Gruppeforløb til unge, der oplever ensomhed

Alle kan fra tid til anden føle sig ensomme. Men for en betydelig gruppe børn og unge kan oplevelsen af ensomheden været så udpræget, at det kan have en negativ betydning for deres helbred, trivsel og udvikling.

Målgruppen for ensomhed er præget af mange forskellige tegn:

  • Begynder ofte i indskolingen, hvor barnet er yderst i de sociale relationer og øges i mellemtrinnet og udskolingen
  • Manglende venskaber og sociale relationer til både børn og voksne
  • Dårligt selvbillede og lavt selvværd
  • Føler sig ikke accepteret
  • Mangler tryghed
  • Ked af det – ofte triste
  • Isoleret hjemme på værelset
  • Oplevet skilsmisse
  • Nogle gange udsat for mobning
  • Opbygger en facade for at skjule, hvordan man reelt har det

At stå ved og tale om ensomhed med familie eller venner kan være vanskeligt, fordi samfundsudviklingen med bl.a. sociale medier og prestigen i at have mange venner gør, at flere foretrækker at skjule det. I forlængelse heraf oplever en del børn og unge, at ensomhed forbindes med at være en fiasko.

Hvad består forløbet af?

En gruppe består af 8-10 jævnaldrende, der mødes 2-4 gange i måneden med 1-2 gruppeledere (psykolog, familiebehandler eller kontaktperson fra skolen).

Formålet med forløbet er at:

  • Give de unge oplevelsen af at være en del af et meningsfuldt fællesskab.
  • Styrke de unges sociale kompetencer.
  • Øge de unges selvværd.
  • Give de unge indsigt i, hvordan betydning af egne tanker, følelser og handlinger påvirker oplevelsen af ensomhed.
  • Styrke de unges oplevelse af selv at kunne mestre deres udfordringer, herunder at styrke deres initiativ til selv at bidrage ind i et fællesskab.

Forløbene inddrage elementer fra bl.a. den humanistiske og kognitive psykologi. Der vil mellem mødegangene være øvelser, som de unge skal arbejde med.

Praktisk information

Forløbet foregår i grupper af 8-10 unge i alderen 13-16 år, og består af 8-10 sessioner af 2 timer fordelt over ca. 14 uger. Det er vigtigt at den unge deltager i alle møderne.

Vi arbejder ud fra princippet om tavshedspligt og tavshedsret.

Det forventes, at der opstartes grupper halvårlig (omkring august/september og januar/februar).

Grupperne mødes mandage kl. 14.00 på Danehofskolen, Ringvej 1, 5800 Nyborg.

Det er gratis at deltage.

Gruppen ledes af en psykolog.

Visitation/tilmelding

Forud for at den unge bliver tilmeldt forløbet foregår en visitationsproces. I visitationsprocessen afklares det, om gruppen er det rigtige tilbud for dit barn.
Visitationsprocessen omfatter, at forældrene kontakter gruppelederen (oplyst nedenfor) for en kort samtale. Her vurderes det, om den unge kan være en relevant kandidat til forløbet. Hvis det er tilfældet, bliver han eller hun blive skrevet op, hvorefter den unge forud for forløbet vil blive inviteret til en forsamtale. Efter forsamtalen får familien en endelig tilbagemelding på, om barnet og familien vurderes at kunne profitere af et forløb i gruppen, hvortil barnet får tilbudt en plads, hvis det vurderes som det rigtige tilbud.

Hvis du har spørgsmål eller ønsker at tilmelde dit barn bedes du kontakte gruppeleder Helene Nørgård, psykolog PPR. E-mail: hno@nyborg.dk.