Nyhed, tilføjet 06. sept. 2022

Nyborg vil være frikommune: - Vi har et langt større potentiale

I 2023 bliver det landsdækkende frikommuneforsøg udvidet med beskæftigelsesområdet. Nyborg Kommune har søgt om at blive en af de fire kommuner, der skal sættes fri på beskæftigelsesområdet.

Nyborg Kommune og Jobcenter Nyborg har i en årrække udmærket sig ved at være blandt landets bedste jobcentre til at få borgere i beskæftigelse. Selvom det går godt, så har Nyborg ambitioner om at gøre det endnu bedre.

Derfor har Nyborg Kommune søgt om at blive en af de fire kommuner, der fra 2023 sættes fri på beskæftigelsesområdet, fortæller beskæftigelseschef i Nyborg Kommune Merete Gommesen.

- Vi har et langt større potentiale, som ikke er muligt at udfolde med den store nuværende statslige styring. Frikommuneforsøget giver os en mulighed for at udfolde lokale behov og ønsker for den beskæftigelsesrettede indsats uden at skulle følge statslige regler.

 

Større frirum for borgere og virksomheder

Frikommuneforsøg har siden 2012 været en del af regeringens samarbejde med kommuner om afbureaukratisering, effektivisering og bedre styring i den kommunale faktor. Bliver Nyborg Kommune en af de fire kommuner, som sættes fri på beskæftigelsesområdet præsenterer det nye, spændende muligheder, påpeger beskæftigelseschefen.

- Som frikommune vil Nyborg få mulighed for at tilrettelægge forløb i Jobcentret, der giver bedre mening for den enkelte borger og de konkrete virksomheder. Der er også et behov for at tænke regelforenkling i forhold til de virksomhedsrettede indsatser, forklarer Merete Gommesen og tilføjer:

- Som frikommune kan der også skabes større frirum til at medarbejderne kan udfolde deres faglige vurderinger.

 

Det forventes at de fire kommuner til frikommuneforsøget på beskæftigelsesområdet udvælges og offentliggøres i løbet af efteråret.

 

 

Du kan læse mere om frikommuneforsøg hos Indenrigs- og Boligministeriet her.

Ved uddybende spørgsmål kan pressechef Lone Mørup kontaktes på lmm@nyborg.dk og 2594 0599.

Beskæftigelseschef Merete Gommesen

Merete Gommesen