Hvilken virksomhed kan ikke bruge lidt ekstra hjælp i det daglige? Det kan være til at klare oprydning og opfyldning på lageret. Til at vedligeholde de grønne arealer. Løbe ærinder i byen og holde kontoret rent. Eller måske til at hjælpe bogholderiet? Uanset hvilken type hjælp, der er brug for, er der god mulighed for at få den fra en småjobber.
Med kampagnen ”Brug småjob - et lille job kan gøre en kæmpe forskel!” sætter Jobcenter Nyborg nu fokus på muligheden for at ansætte en småjobber til at løse de opgaver, der ikke kræver en fuldtidsmedarbejder.
Arbejdsmarkeds- og borgerservicechef Merete Gommesen er initiativtager til kampagnen og forklarer:
- Vi har valgt at iværksætte kampagnen om småjob, fordi det er vores fornemste opgave at finde en solid vej tilbage til arbejdsmarkedet for borgere, der har været ledige i længere tid eller kæmper med andre udfordringer. Her tror vi på, at småjob er den helt rigtige indgang til virksomhederne, for det er en meget fleksibel ansættelsesform, der kan gøre en kæmpe forskel for såvel virksomheden som medarbejderen. Virksomheden får løst opgaverne, selv om der måske ikke er nok arbejde til en fuldtidsstilling. Samtidig oplever de ansatte i virksomheden, at det giver mening og skaber arbejdsglæde at hjælpe ledige til en ny chance på arbejdsmarkedet. Og sidst men ikke mindst gør det en kæmpe forskel for den ledige borger, der bliver tilknyttet en arbejdsplads og mærker værdien af at få udbetalt en rigtig løn.
- Vi glæder os meget til at banke på hos virksomhederne med det her positive budskab, og vi håber og tror på, at virksomhederne vil tage godt imod kampagnen og det attraktive tilbud, tilføjer hun.
Fra uge 11 og frem til sommerferien skal jobcentrets fem konsulenter på landevejen og holde småjobmøder med ca. 300 virksomheder i både Nyborg og omegnskommunerne.
Udover besøgene vil der løbende blive annonceret og gjort opmærksom på kampagnen via kommunens website og sociale medier. På den måde kan interesserede virksomheder også selv henvende sig, hvis de vil høre mere om mulighederne.
- Vi står i hvert fald klar til at matche virksomhedernes behov med relevante kandidater, og vi håber, at kampagnen vil genstarte arbejdslivet for en lang række af vores motiverede ledige borgere, slutter Merete Gommesen.
For yderligere oplysninger om kampagnen, kontakt
Merete Gommesen, arbejdsmarkeds- og borgerservicechef. Tlf. 2134 6327, e-mail: meg@nyborg.dk.
Mere information
Fakta om småjob
Et småjob er et almindeligt lønnet arbejde på fx 5, 15 eller 20 timer om ugen, hvor den ledige løser de små opgaver, der tager tiden fra virksomhedens kerneopgaver.
Målgruppen for småjob er borgere uden for arbejdsmarked, som af forskellige årsager ikke er i stand til at påtage sig et job på fuld tid. Timetallet gør det muligt for borgeren gradvist at komme ind på eller tilbage til arbejdsmarkedet. Typisk vil borgeren ved siden af lønnen modtage en supplerende offentlig forsørgelsesydelse, fx kontanthjælp og uddannelseshjælp.
Alle virksomheder kan ansætte en ledig i et småjob. Hvis virksomheden fx har en ansat medarbejder i praktik eller løntilskud, som ikke arbejder på fuldtid, må virksomheden gerne ansætte medarbejderen i et småjob ved siden af. Det eneste krav er, at det ikke må være de samme arbejdsfunktioner, medarbejderen skal løse.