Grønt Danmarkskort
I samarbejde med Miljøstyrelsen og landets andre kommuner har Nyborg Kommune udlagt Grønt Danmarkskort.
Via kortet kan du se, hvor Danmarks eksisterende natur er.
Du kan også se, hvor det vil give god mening at skabe større naturområder som for eksempel skov, hede og overdrev eller engdrag, så vi får skabt en bedre og mere sammenhængende natur.
Grønt Danmarkskort vil løbende blive udviklet og udbygget i takt med, at kommunerne hvert fjerde år reviderer kommuneplanerne.
Kortportalen indeholder biodiversitetskort, som er et danmarkskort over kortlagte og potentielle levesteder for de arter, der er allermest truede og sjældne (de såkaldte rødlistede arter).
Biodiversitetskortet viser de vigtigste naturområder, hvor naturbevaringsindsatsen kan målrettes effektivt for at sikre de rødlistede arter og sikre vores mest værdifulde natur. Desuden vises et samlet kort over alle de kortlagte levesteder og potentielle levesteder for rødlistede arter.
I kortportalen vises også tidligere planlægning fra amter og kommuner for naturinteresser.
Naturråd Fyn
Fyn samarbejder om udpegningen af naturområder, der kan indgå i Grønt Danmarkskort.
Faaborg-Midtfyn kommune er udpeget som sekretariatskommune.